Just one of those days

[Mark Rentons]

Det var for en gangs skyld, en vindstille dag.
Solen bar sin typiske efterårsblege maske, og gav ikke megen varme.
Han havde sat sig på trappen op til pavillonen, med sin trofaste violin i hænderne. Han var iført et par slidte jeans, med huller ved knæene, simple sneaks og en gul Tshirt, der stumpede en smule. T shirten var et godt eksempel, på hans manglende evne med en vaskemaskine.
Violin hvilede mod hans skulder, og hans hovede mod dens blanke træ. Hans bue gled hen over strengene, samtidig med hans fingre flyttede sig. I det ene øjeblik ville tonerne være tunge, og flydende som honning. Det næste øjeblik, blev de kraftige og hurtigere, som en gepards jagt. Dernæst flygtige som en sommerfugls.
Han legede blot, varmede hendes krop op til det endelige. Tilsidst slog han over i en af sine ynglings stykker, Vivaldis four seasons, autumn. Det passede til vejret, og sæsonen. De blide toner forlod violinen, med en uhyggelig lethed. Han var suget ind i den, ænsede ikke de par fugle, som dansede ved hans fødder. De tjippede med tonerne, nysgerrige på hvordan han kunne skabe sådanne toner. Hans fingrede bevægede sig kærtegnene over strengene, hans øjne var lukkede og han smilte et sælsomt smil.
Hans sind var tomt, kun tonerne fra hans elskede violin, nåede ham. Han svajede kroppen i takt til musikken, ganske blidt som stilken på en blomst. Lige nu var hans verden fuldendt.

(Hvis du vil hører det han spiller, www.youtube.com/watch?v=qC2ruXauBGk)

[Jennifer Pela]

Til trods for at vejret ikke ligefrem var varmt, ikke engang lunt længere, var Jennifer hoppet i søen, for at tage en dukkert. Hun var dog hurtigt dukket op fra det isende vand igen, og havde hurtigt tørret sine arme og ben, og taget sin ternede skjorte i rød, blå og sort på, samt et par stramme tætsiddende bukser. Hendes plan havde egentlig været at ville gå op på værelset og læse lidt i sin bog, den bod hun faktisk ikke forstod overhovedet, men så....
Havde hun hørt dét. Eller nok nærmere ham.
Hun var stoppet op, for at lytte, først var musikken blød og flydende som honning, og det fik hende til at lukke øjnene i for en stund, så blev musikken mere hurtig, og så flygtigt musik. Hun åbnede øjnene igen, lod sine brune øjne glide rundt udover området, begyndte så at gå efter tonerne. Var simpelthen nødt til at se hvem der spillede så fantastisk, og håbede så at det var en af de andre unge, og ikke en vagt. Det ville være akavet, hvis det havde været en vagt. Hun stoppede op, idet hun fik øje på en fyr, som sad dybt begravet i sin egen verden, hvor kun hans violin eksisterede. Meget forståeligt, for det var nærmest forførende bare at lukke øjnene og svaje som vinden til musikken toner. Det var så smukt. Så betagende. Hun listede, bange for at forstyrre ham nærmere, og satte sig så på hug et stykke fra ham, betragtede ham og hans musik. Uden at forstyrre, ville vente og se.

[Mark Rentons]

Mark blev i musikkens verden, udspillede hele symfonien. Han kunne huske hver en node, han ville kunne skrive den ned for en. Musik, ja det forstod han sig på.
Buen dansede videre over strengene, en vidunderlig pardans med hans fingre. Hans øjne forblev lukkede, hans fingre kendte den her vej bedre end noget andet. De kærtegnede buen og violinen, som var det en kvinde. Et blidt fast greb, der gjorde lige hvad der skulle gøres. Effektivt, og kærligt.
Tonerne opførte sig nu som blade, der hvirvlede en flok fra træerne. En ren efterårsdans, som han lod glide ud i luften. Han lettede buen fra violinen, og lod violinen glide ned og hvile på hans ben. Så åbnede han øjnene, og gav et ryg tilbage sammensat med et "Bloody hell" Da han ligesom opdagede fuglene der var samlet om hans fødder. De gav en skræmt lyde fra sig, og fløj deres vej. Han lagde sin hånd mod sit bryst "Det var da lige godt satans" Mumlede han til sig selv, med sin skotske accent. Han lukkede øjnene tæt i, for ligesom at sunde sig. Han havde stadig ikke opdaget pigen der sad tæt ved.

[Jennifer Pela]

Mens musikken fortsat gled ud fra hans violin, og fangede naturen omkring sig, ind i den stemning, det liv som kom fra de fantastiske toner, betragtede hun hvordan hans fingre gled nærmest kærtegnende henover strengende. Og hun ville ønske at hun også havde talent for sådan noget. At kunne forsvinde ind i musikken, og blive der, frem for den rædsomme verden som alligevel bare grinede af en, og ens misbrug. Hun følte si gnærmest fri, som hun sad og lyttede til fyrens spilleri. Og, så åbnede han øjnene og musikken stoppede. Først, troede hun at han blev forskrækekt over hendes tilstedeværelse, men så gik det op for hende, at det var fuglene han havde opdaget, og ikke hende. Hun smilede lidt af det, da fuglene i en fart hvirvlede op i luften og forsvandt. Så, kravlede hun ligeså stille hen, og satte sig ved hans side. "Du fik mig til at føle mig fri.... Elsket." sagde hun så stille, betaget. Stirrede nok en smule betaget på ham, og derefter på violinen.

[Mark Rentons]

Igen gav det et chok i mark, denne dag var ikke mild mod hans nerver. Han kiggede på pigen og smilte så over hendes ord "Musik kan gøre det ved en" Hans smil havde lagt sig i hans blik, det var et mildt og åbent smil. Han lagde violinen fladt i sit skød, og strøg kærtegnene sin hånd over den. Han vendte sit blik mod hende igen, hun betragtede ham stadig. Han kunne ikke undgå, at føle sig lidt ved siden af sig selv, ved hendes blik på ham. Han havde aldrig været god i kvindeligt selskab. Han lod blikket flakke lidt om sig, fuglenes trillen lød over ham. Han kiggede op, når ja, i det mindste var det ikke måger.

[Jennifer Pela]

Hun så godt hvordan det gibbede i ham, ved hendes tilstedeværelse, men tænkte ikke just nærmere over det. Da han så besvarede hendes ord, efter hun havde sat sig ved siden af ham, nikkede hun kort for hovedet, lod kortvarigt sine brune øjne betragte himlen, der hvor der var hul, mens hun talte. "Det var den måde du spillede på der fangede mig. Jeg har hørt musik før, men det var som om det var dig der sang, der fortalte alle præcis hvordan det var at være musikken." brummede hun, en anelse overrasket over hvor smukt det egentlig havde føltes. En følelse af at han ligeså godt kunne have rørt ved hende, kærtegnet hendes hår. En følelse af at være fortryllet, noget hun ikke rigtigt forstod. Hun bed sig svagt i læben, måske var det bare fordi hun aldrig rigtigt havde hørt musik være så smuk før? Hun betragtede ham, med beundring, inden hun så slog blikket ned, og lod det glide op på ham igen få sekunder efter, idet hun rakte sin spinkle tynde hånd frem. "Jennifer," hilste hun så, lavmælt.

[Mark Rentons]

Han betragtede pigen som hun snakkede. Ordene var ham ikke ukendt, aldrig var det hun sagde blev sagt til ham dog. Altså, ordret. Men det var ikke første gang, at folk havde beundret ham, for hans violin talent. Ofte havde kvinder, forelsket sig i ham, blot på grund af det. Men de fleste havde vendt ham ryggen, ved synet af hans første fix. Mange af disse kvinder, troede at de kunne redde ham. Han smilte varmt til hende og tog hendes hånd "Mark, Marken rentons" præsenterede han sig med et smil. Hendes hånd virkede alt for lille, i hans håndgreb. Han smilte "Må jeg?" Spurgte han, og lavede et let nik, mod hendes hånd. Han gjorde mine til at ville vender håndfladen opad.

[Jennifer Pela]

Hun kunne godt forestille sig, hvordan kvinder, og piger i alle aldre havde forelsket sig i denne fyr, og så vendt ahm ryggen når de opdagede hans misbrug, hvad denne fyrs misbrug var, vidste hun ikke, men hun kunne regne ud at han ikke ville være her, uden at have et form for misbrug. Hun smilede svagt, her følte man sig ikke udenfor, der var stadig sociale former for grupper og drama indenfor disse mure, men alle var på en måde ens. Alle havde et problem, de ikke kunne komme af med, fordi det var for hårdt. Og de fleste af dem der befandt sig her, havde sikkert en barsk historie. Og, da han så tog hendes hånd, mærkede hun godt hvordan hendes egen hånd virkede underligt lille i hans store hånd. Hun smilede let over det. "Jennifer Pela," tilføjede hun så, da han præsenterede hele sit navn. Og, da han så spurgte indtil om han måtte vende hendes hånd, sikkert for at kysse den i en høflig gestus, nikkede hun kort. Det var der sku aldrig nogen der havde spurgt om før, de havde faktisk bare tumlet rundt med hende, grinet af hende, eller vendt ryggen til. I værste fald helt ignoreret at hun eksisterede, for hun var en af
'Dem'. En af dem med et misbrug, en af de beskidte horeunger der blev efterladt.

[Mark Rentons]

Han smilte stort, han vendte hendes hånd om og lod fingrene, fra sin frie hånd, glide ned over håndfladen. Han smilte "Aah. en bestemt dame" Sagde han med et lille smil, og blikket rettet mod hende. Hans blik søgte hendes håndflade igen, han fulgte nogle streger og nikkede for sig selv "Et ærligt væsen er du også" Han lagde hovedet på skrå "Du er en rigtig løvemor, hvis jeg ikke tager meget fejl" Han foldede hendes hånd sammen, og lagde begge sine hænder, om hendes nu knyttede næve "Ganske gode kvaliteter, i en pige" Han smilte venligt, håndlæsning, var en anden ting han havde tjent småmønter på i sin tid. Selvfølgelig var det ikke håndlæsning, men hans uhyggelige evne som menneskekender. Han gnubbede sig i hovedbunden.

[Jennifer Pela]

Da han så vendte hendes hånd om, og lod fingrene glide henover den, gøs hun svagt, ikke fordi det var ubehageligt, men bare... Ja. Hun var ikke vant til sådan en berøring. Og da han så først begyndte at sige, at hun var en bestemt dame, så hun en anelse overrasket på ham. Hvordan vidste han at hun var bestemt? For, det var hun vidst nok, hvad hun selv vidste af, naturligvis. Og da han så sagde det næste, rødmede hun svagt. Det var en smule pinligt at blive læst på den måde. Hun nikekde stille, uden et ord, ville ikke forstyrre hans håndlæsningsevner. Og, lod ham sådan set bare beskrive hende, med de få sætninger. Bed sig svagt i læben til sidst. "Hvordan kan du....`?" spurgte hun stille, lavmælt, nu var det hendes tur til at være genert. Faktisk følte hun sig ret meget som en lille pige, på første skoledag. Lille, genert og tilbageholden, for tænk engang hvis de andre ikke kunne lide en?

[Mark Rentons]

Han smilte stort, et klassisk charmerende og varmt smil. Han lagde hovedet let på skrå "Det er bare et lille trick jeg har lært mig" Sagde han med sin gavtyve stemme.
Han kløede sig på overarmen "Jeg har endnu aldrig ramt forkert" Lod det, en smule stolt fra ham.
Han elskede det udtryk folk fik, når han læste dem som en åben bog. Igen kløede han sig på overarmen. De små insekter var lige så langsomt begyndt. Han gned sig selv i øjet, da hans tics langsomt begyndte. Hans venstre øje, blinkede uvilkårligt fra tid til anden, når det begyndte at blive tid. Pludselig begyndte det hele at brænde i lommen på ham, han smilte, prøvede at ignorere det. Han ville ikke forlade hende, ikke midt i deres samtale. Det ville være uhøfligt og han havde slet ikke lyst til det.

[Jennifer Pela]

Da han virkede meget hemmelighedsfuld omkring det, droppede hun at spørge mere indtil det. Det ville sikkert bare være forgæves, desuden hun ville ikke snage i andres sager, det var vel deres private, når de svarede at det var et trick de lige havde lært sig. Ligesom med en tryllekunstner. En tryllekunstner afslørede aldrig sine tricks, og man kunne ikke tvinge det ud af dem. Og da han så påpegede at han endnu ikke havde ramt forkert, brød et charmerende smil frem på hendes blege læber. "Jeg må indrømme at du er god," brummede hun med et smil, så så ned mod sin hånd, hans ene hånd hvilede stadig omkring hendes. Det var lidt underligt, og alligevel rart på en måde. Som en bekræftelse i at hun hørte til. Og så bemærkede hun symptomer på rastløshed. "Hvorfor førte de dig hertil? Altså, hvad er det der gør dig lykkelig?" spurgte hun med et smil, et nysgerrigt, lidt tilbageholdent smil.

[Mark Rentons]

Han gnubbede sin skalp, med knoerne. hans ene ben begyndt langsomt at trippe, hans blik flakkede lidt. Han lagde hovedet på skrå da hun spurgte om hvad hans "gift" var. Han smilte skævt, bed sig i læben og var lige ved at bide hul. Så grinte han hæst "Jeg har en svaghed for mrs. white" Han kløede sig lidt akavet i nakken "Du ved.. sne" Han nikkede, han brød sig ikke om at sige det rent ud. Han gnubbede næsen, åh hvor han trængte til sit fix. Han rømmede sig så "Heroin" Kom det lavt fra ham, han kiggede op på hende. Hans blik var ved at blive en smule feberagtigt, hans øjne var ganske blanke. Han slog et par distræte klik med tungen, og lod blikket glide ned mod lommen. Der lå mrs. white og hyggede sig lunt, teasede ham til han var ved at sprænges.

[Jennifer Pela]

Da han så begyndte at blive mere rastløst, som om han ikke helt vidste hvor han skulle gøre af sig selv, genkendte hun det fra sig selv, det var sådan en virkelig trængende person havde det, inden de fik sit fix. Og den måde hans humør var på, begyndte at påvirke hendes. Hun gned sig kort på låret, Og det hæse grin, var ikke til at tage fejl af, en misbrugers grin. Og da han så fortalte at han var tilhænger af mrs. white, forstod hun godt hvad han mente med dét, men han fortsatte, en anelse nervøst vel og mærke. Enhver misbruger havde ikke lyst til at sige det oprindelige ord for det de egentlig tog, istedet holdte de sig til kælenavnene. Og, da han kløede sig på næsen, blinkede hun kort. "Du behøv...." startede hun, men blev afbrudt af at han rent faktisk sagde hvad det var han var afhængig af. Og hendes eget blik begyndte at flakke. Og hun bed sig svagt i læben, hendes ben begyndte at ryste, og det var først nu det gik op for hende at det egentlig var flere dage siden hun sidst havde fået hvad hun ønskede sig.Og pludselig var trangen stor. Og, hun vidste hun havde det på sig, det havde hun altid. "Og jeg er vild med speed." brummede hun, hun bed sig i læben, spejdede ned af sig selv, og så så hen mod ham. "Skal vi tage et fix sammen, smukke?" spurgte hun lavmælt, fik et charmerende lettere trængende smil på læben, mens hendes hånd begyndte at ryste. Grunden til at hun var så tynd som hun var, var pga. hendes speed. Hun tog det tit, og i store mængder og hendes sult og tørst forsvandt i disse tider.

[Mark Rentons]

hans blik havde været vendt væk fra hende. Men nu spurgte hun ham, om de skulle tage et fix. Han kiggede på hende, og et sagligt smil prydede hans læber. Han greb begge hendes hænder "Kom" lod det ivrigt. Hun kunne sagtens tage det som et ja, for det var lige hvad det var.
Han trak hende på benene, og op af trapperne til pavillonen. Han åbnede døren, og trak hende med sig ind. Han slæbte hende dernæst hen i sofaen, det her kunne pludseligt ikke gå hurtigt nok. Han smilte og kiggede på hende "Skal du bare have speed? Jeg har nok til to hvis det er" Der var et lykkeligt glimt i hans øjne, at gøre det her sammen med nogen var det bedste. At gøre det sammen med en smuk pige, var kun en bonus. Han rejste sig og gik hen mod det lille te køkken, han fandt en ske frem og satte sig i sofaen igen. Han trak sofabordet hen til sig, og fandt sit grej frem.
Han lagde 3 sprøjter på bordet, en pose med heroin, en lighter og to elastik bånd. Han smilte til hende, ventede på hendes svar og begyndte langsomt at åbne posen med stoffet "Har du taget heroin før?" Han gjorde mine til at skulle hælde det op på skeen "Og hvis du har, har du så taget meget eller lidt?" Han smilte stort til hende, med en forventnings fuld mine.