Post by Dominique G. Angelic on Oct 15, 2010 23:56:18 GMT 1
[
[/color][/font] Dominique Gabriele Angelic. ][/color][/font][[/color][/font] Short but good ][/color][/font]
Well I smoked this thing one night out as a bet,
and they told me it was kinda like a funky cigarette.
they call me Dominique. and they tell me i'm 19. i have been for one week. I come from Bristol, United Kingdom.
[[/color][/font] the birth certificate ][/color][/font]
I can still remember my first draw
and all those funny things I saw when I smoked my
first Funky Cigarette
spawn of insanity.|| Dom. - Resten vil blive overhørt.
light the candles.|| 17.01.1991
i have been here for.|| 1 uge
im on team.|| Biseksuel
im just a fresh.|| Girl
born and bred in.|| Bristol, United Kingdom
[/font]
[/ul]
[[/color][/font] im so pretty ][/color][/font]
well I opened up my best friends buscuit tin, and there's no Rich Teas or Custard Creams just cigarrets and skins
eye color.|| Dyb nøddebrun
body type.|| Spinkel og drenget. Få former.
height.|| 176
appearance.|| Dominiques kropsbygning er spinkel, og drenget. Men jo ældre hun er blevet, des mere er hendes kvindelige former blevet synlige. Hun er temmelig høj, hendes lemmer er lange og feminine, og det balancere hendes ellers drengede udstråling en smule. Hendes teint er lys, men i sommermånederne har hun ikke svært ved at få lidt farve, og fregner følger også altid over næse og kinder -Ikke noget hun videre bryder sig om. Dominiques øjne er intense, kraftfulde og mørke. Hendes påklædning er ikke prangende, job og penge har der sgu ikke været meget af, så det giver sig selv at hun ikke har råd til fint tøj og sådan. Dog går hun op i hendes udseende og udstråling, så hun prøver altid at få det bedste ud af hvad hun har. Det lykkes som regel, selvom det ikke er muligt at undgå et underklasse-look, da hendes ting stort set aldrig er nye. Hun kan finde ud af at klæde sig med det hun har, oftest lidt street eller alternativt. Af piercinger han hun en enkelt i underlæben, en helix, samt de almindelige huller i øreflippen –to i den ene, en enkel i den anden. En af dem er streched. På undersiden af Dominiques venstre håndled ses tre små, spinkle trekanter, som står for den nok eneste relation til andre mennesker, hun nogensinde har følt sig sikker i. Den varede ikke evigt, er for længst blevet fortrudt, men forholdet til Noah og Katie tilbage fra børnehjemmet vil aldrig forlade hendes minder. Og måske fra nu af heller aldrig hendes fremtid . Derudover har hun syv små flagermuse der flyver fra hoften og op langs hendes side. Begge tatoo’s er diskrete, enkle og kun i sort.
[/font]
[/ul]
[[/color][/font] those little quirks ][/color][/font]
and then he handed me a pack of green and the biggest bag I've ever seen and I rolled my first funky cigarette!
* Skønhed –Alt visuelt, hos mennesker, ting, tanker.
* Crack, weed, drugs, boose ect. –skal det virkelig uddybes?
* Facade – Den eneste måde det for Dom er muligt at håndtere verden på.
* Lame jokes.
* Bob Marley.
* Fotos.
* Flirt – sex. Mænd og kvinder.
dislikes.||
* Had
* Illoyalitet og utroværdighed – Hun forventer dog ikke folk holder sig fra det, tværtimod.
* Snak om følelser – Hun har intet at sige.
* Ligegyldighed – Mest fordi det er en indgroet del af hende selv, efterhånden.
* Trang/abstinenser
goals/dreams.||
* Hvis hun virkelig havde nogle…ville hun så være her?
* Du kan vel sige at overleve.
* Den mest realistiske drøm ville være, at hun fik skaffet sig det kamera hun ønsker sig.
fears.||
*Kærlighed
*Følelser
*Relationer/at binde sig
*Psykisk smerte
habits.||
* Coke. Det er dyrt og besværligt, så Dominique har derfor intet imod at blande lidt til tider. Men hun ved hvad hun helst vil have. Andre euforiserende midler siger hun sjældent nej til, men hun har ikke den samme trang eller frygt for ikke at kunne få det, som med coke.
* Søvn
* Ligegyldige forhold, hun kun behøver for at mærke hun er fri, når hun uden at trække det mindste på det, kan skride fra hvem som helst. Det bekræfter hende i hendes frihed
*Løbeture. Et had-kærligheds forhold til den eneste aktivitet der klare hendes tanker.
* Smøger
strengths.||
* Overlever –ligesom så mange andre
* Social stærk på overfladen – hun kan agere kontrolleret i næsten enhver situation, og er god til det når bar hun selv vil.
* Sensitiv overfor sine omgivelser – ikke nødvendigvis deres følelser
*Viljestyrke – Det hun har klaret sig mest på, indtil nu. Viljen til at komme videre, glemme dårlige minder, få fat i hvad hun har brug for, ikke lade sig gå på af hvad hun måtte ofre for f.eks. at få sin daglige dosis. Om det så var hendes krop, for en kort stund.
weaknesses.||
* Total mistillid
* Hendes mangel på følelsemæssigt at kunne binde sig til andre –det er for længst droppet.
* Hvis det er en svaghed at være afhængig. For Dominique er det blot en nødvendighed.
* Allergisk overfor rå fisk.
secrets.||
* Dem der skal kende til dem, vil en dag nok få det at vide. Indtil da, er der nok en grund til de intet ved.
*Om det er hemmeligheder at hun er afhængig, hun gerne sælger sig selv for crack, hendes mor var en fordrukken hore, og hun har begået småkriminalitet, kan ikke rigtig påstås. For hun lyver ikke om det, men ville heller aldrig selv begynde at fortælle.
personality.||
* trait - "Sometimes I begin wonder why the fuck-..Then I regret, find my new rolled funky cigarette, and calm down"
Dominique er lukket, og mener ikke hendes private liv og følelser kommer andre ved. Hun ønsker ikke at vise verden hvad hun føler, eller hvordan hun har det, inderst inde i frygt for at virke sårbar. For med sårbarhed følger relationer, følelser, og for Dom dermed også tab. Noah og Katie var de eneste hun i nogle år af sit unge liv stolede på, men i denne relation blev hun også kun bekræftet i at andre mennesker i bund og grund er nogle assholes. Så hendes fremtræden virker sandsynligvis en smule afvisende eller distanceret, højrøvet om man vil, hvis hun bliver usikker. Men hun har lært sig selv ikke at lægge følelser eller tanker i sine forhold til andre mennesker. Holde det hele på et overfladisk og fysisk plan, hvor hun kan kontrollere det. Derfor kan hun, når hun selv vil, både være charmerende og venlig. Hun er nærværende, og kan godt lide at opleve nyt og møde nye mennesker, hvis de ellers holder sig fra hendes indre. Hun er spontan, lyststyret, og elsker pludselige indfald, og kan godt lide at skabe kontakter. Bl.a. fordi det er blevet et indgroet instinkt hos hende, at kontakter kan være yderst praktiske på flere måder. Men Dominique kan ikke finde ud af at mene noget med det, de bekendtskaber hun danner. Hun har intet behov for at være loyal overfor andre mennesker, eller være en man kan stole på. Ligesom hun heller ikke har behov for at opføre sig efter hvad andre synes, eller tænke over hvad hun føler. Det er kort sagt svært at ’nå’ hende, fordi hun frygter sine egne følelser så meget. I enhver situation hvor hun har været tvunget til at tage stilling til dem, er hun flygtet. Derudover er Dominique nede på jorden, til tider betænksom, hurtigt tænkende, men stadig kan hun ikke holde rammer, skemaer og autoriteter ud, de kan ikke andet end at pisse hende af.
Hvor det kommer fra, at hun har det så fucked med relationen til andre mennesker, kan nok kun føres tilbage til hendes barndom. Ligesom hos så mange andre unge, i hendes situation.
[/ul][/font]
[[/color][/font] in a palace by the sea ][/color][/font]
And since that day I seldom have declined, and I maintain this love affair with these green herbs of mine.
mother.|| Monique Angelic
sibling.|| Ikke så hvidt hun ved. Men det ville ikke komme som en overraskelse for Dominique, hvis hendes mor havde fucked up endnu engang, siden hun blev fjernet. Dog er det ikke søskende hun ønsker kontakt med.
other relative.|| None. No longer. De valgte selv, efter Dom’s mening.
hometown.|| Bristol, United Kingdom
current residence.|| SPUN
history.|| Dominique Gabriele Angelic er født opvokset i Bristol, en almindelig dag i Januar. De første 7 år af hendes liv boede hun hos sin mor, en smuk mørkhåret kvinde ved navn Monique, men uden at kende det mindste til hendes far. Monique var alt for ung til at tage sig af et barn, og med et kaotisk liv bestående af et svingende hashmisbrug og druk, mangel på arbejde og voldelige forhold, var det heller ikke meget Dominique så til sin mor. De boede som de fleste andre i deres situation, i en lille muggen lejlighed, placeret mellem 400 andre, i et af Bristol værste slumkvarterer. Hvis ikke det havde været for naboerne, der til sidst forbarmede sig over Dominique, ville myndighederne muligvis aldrig have fået øje for hende og fjernet hende fra hjemmet. I grunden var det nok det bedste der kunne ske for Dominique på daværende tidspunkt – at blive sendt på børnehjem, så langt fra hendes miljø. For hjemmet i London, hvortil hun var blevet flyttet, gav hende trygge og faste rammer, sørgede for udannelse og social stabilitet. Men Dominique havde stadig et klart billede af sin mor i hovedet, for selvom lejligheden og omgivelserne i Bristol aldrig havde givet hende den mindste fornemmelse af hvad virkelig kærlighed og omsorg var, vidste hun i en alder af syv, at børnehjemmet betød hun ikke ville se sin mor. Det plagede Dominique, og på trods af de sikkert mange gode tiltag på hjemmet, var det umuligt for hende at finde sig til rette. Hun hadede det. Regler, autoriteter, så mange mennesker, det hele. Lige bortset fra to – Noah og Katie. Måske for første og eneste gang lykkedes det for en stund Dominique at binde sig til to mennesker. Noah havde vidst ikke været på hjemme længe, da Dominique ankom, Katie ligeså. Dominiques tid på børnehjemmet strakte sig over 9 år, til den dag et par i midten af trediverne udså sig et barn blandt de mange på Bristols kommunale børnehjem. For anden gang blev Dominique revet væk fra sine rammer, denne gang endnu mere mod sin vilje en sidst. For selvom de ikke var familie i blod, havde Dominique aldrig følt sig så tryg eller forbundet til nogen, som hun gjorde til Katie og Noah. Hvordan det hele var gået til, står efterhånden uklart for Dominique - helt sikkert efter eget ønske. Det havde skabt splid, ikke blot den almindelige splid når et barn blev valgt af en familie, men splid mellem dem. De tre, der ellers skulle være uadskillelige. Måske det var aftenen før, ugen før, timerne før Dominique rejste, at skænderiet brød ud. Hun havde ikke forstået det, og forstod det stadig ikke. Havde Noah og Kat ønsket hendes plads? I en lille kernefamilie, med mor, far og allerede en umulig møgunge, der tilmed var biologisk deres egen? Skænderiet var aldrig blevet lukket, i Dominiques erindring. Men det var også fortid nu. Hvad der var blevet af Noah og Kat, vidste hun ikke. Hun var også ligeglad, havde hun overbevist sig selv om. Ethvert fotografi, tegning eller andet minde var for længst røget ud. Det eneste tilbageværende bevis, var den tatoo på hendes håndled. En tattoo hun i den grad fortrød nu, og igen har glemt hvordan blev anskaffet.
Tiden i plejefamilie holdt kort, og Dominique var hurtigt ude af vagten, fuldstændig på egen hånd. Aftenen hvor hun for 137. gang var endt med at smække døren til soveværelset hårdt bag sig, så den mand hun var tvunget til at kalde ’far’, endnu engang råbte skældsord efter hende, så det kunne høres inde hos naboerne. Det var et kaos, og Dom kunne ikke falde til ro. Men netop den aften i November gjorde Dominique for første gang noget ud af sin trussel om at skride. Hun fandt sig selv stå på Edingbough station, men uden penge eller idé til hvor hun skulle hen. de ville finde hende snart, hvis ikke hun forsvandt, det var hun sikker på. Så Dom fik snydt sig med toget, og sat kursen tilbage mod London. Der gik ikke mange dage før det var lykkedes Dom at skaffe sig arbejde på en club, en blanding mellem bartender, servitrice, reklame og clubdanser. Det gav godt, men hurtigt forsvandt de opsparede penge, der ellers i begyndelse havde åbnet muligheden for en ordentlig tilværelse for Dom. For Miljøet omkring clubben fik hurtigt rodet hende ind i stoffer, drugs, hash og hvad der ellers var for rusmidler i omløb. Derfra udviklede det sig blot, men da ejeren af clubben fik problemer med en bande der styrede i området, valgte Dom at rejse med til USA, sammen med et par andre fra clubben. Kontakten røg dog hurtigt, Dom behøvede ikke længere de mennesker, og hurtigt forvandlede hendes liv sig til en rejse fra storby til storby, slum til slum, i forsøget på at holde det hele kørende. Når hun fik rodet sig for dybt ind i banderne, eller politiet begyndte at fatte mistanke, tog hun videre. Det var ikke videre behageligt, men Dom nød i fulde drag friheden. På dette tidspunkt havde Dominique for længst fået en forkærlighed for Coke, og lært sig hvordan hun nemmest skaffede sig det, eller fandt et hurtigt alternativ.
[/font] [/ul]
[[/color][/font] come together ][/color][/font]
you can keep your pills and trips and lines expensive beers and fancy wines 'cos I just want a Funky Cigarette
red the rules?.|| Selvfølgelig
extra extra.|| No. Not yet. [/font]
[/ul]
[[/color][/font] that's a wrap ][/color][/font]
And nowadays it's harder to disguise then wondering old sedated look that's glazed across my eyes
COKE;; du skriver Cokeaddict
HEROIN;; du skriver Needlelover
ALKOHOL;; du skriver Alcoholic
HASH;; du skriver Splifsmoker
AMFETAMIN;; Du skriver Methhead
Er din karakter vagt på SPUN
så skriver du Guard
roleplay sample.||
Dørene smækkede bag os, med den sædvanlige advarende lyd, inden metroen satte sig i bevægelse. Men der var ingen at advare på dette tidspunkt at døgnet. Kupéerne var uhyggeligt tomme og stille, som havde myldretiden været en rasende tornado, der nu havde efterladt sig en landskab af ensomhed og rod. Men jeg bemærkede det knap nok, for det var min hverdag. Diskret flettede jeg mine fingre ind mellem Joelene’s, før jeg hev henne med hen til en åben –og selvfølgelig tom- sæderække. Stilheden var blevet brudt af metroens rumlende lyd, idet den hurtigt strøg gennem undergrunden mod næste station, samt vores useriøse, fnisende grin. Det var vel en dag som enhver anden. Klokken måtte være omkring halv et, og selvom byen aldrig sov, var her en rungende, næsten betryggende ro. Joelene lænede sig ind til mig, hviskede nogle få ord i mit øre, der ubevidst huskede mig selv på at smile. Hun var sød. Og smuk. Jeg drejede hovedet, sekundet inden det ville have været for set, og fangede hendes læber i et blidt kys. Hendes strålende blå øjne mødte mine, og jeg tvivlede ikke på at noget kunne være bedre for mig ligenu. Som alle andre aftener, var vi taget ud forbi hendes bror, og kunne nu begge nyde virkningen af det snehvide pulver der traditionen tro var blevet handlet frem til. Hendes bror havde kontakter –alle slags. Det var genialt. Joelene var den rolige, men spontane type. Jeg kunne håndtere hende, ikke styre, men vi havde fundet en lille bobbel vi begge kunne holde ud. Ordet kærlighed havde ikke været på banen en eneste gang i vores stadig korte forhold, men det var ikke nødvendigt. Jeg kyssede hende igen, lod min tunge kærtegne hendes, mens vi rykkede tættere og tættere sammen på de slidte sæder. Farten blev sænket, og lyset forude fortalte at vi var nået næste station. Kun få passagerer stod på perronen, en enkelt trådte indenfor i vores kupé, og det fik mig til at se op. Jeg måtte tage mig selv i ikke at hænge fast ved hans blik. På få sekunder havde den nyankomne passager, slået luften ud af mig, med blot et enkelt øjekast i min retning. Joelene sad stadig med blikket rettet mod mig, og det krævede al min viljestyrke ikke at følge den ukendte mand med blikket, og i stedet se tilbage mod hende, som betød han intet mere end enhver andet mennesker der kunne have forstyrret dem. Fyren forlod ikke mit hoved. Øjeblikket hvor hans blik havde fanget mit, havde sat tiden i stå, enhver bevægelse havde været slowmotion. Måske det bare var stofferne, men han ville ikke slippe, lige meget hvor dybt jeg begravede mit blik i Joelene’s. Tavsheden var vendt tilbage, på trods af den rumlende lyd fra metroen igen. Jeg klemte fastere om Joelenes hånd, gjorde alt hvad jeg kunne for at fastholde min lyst og glæde ved hende. Hvis hun så bare et enkelt af mine skjulte blikke mod fyren med de dybe mørke øjne, den mørke cowboyjakke og de skinny jeans, ville alt være tabt på gulvet. Hvert kærtegn, kys, smil -hvert eneste værdifulde gram coke hun gav mig adgang til. Automatisk løftede jeg hånden op til hendes kind, og strøg den en enkelt gang. Som sædvanlig var der stille mellem os, ingen diskussion, ingen information om hinanden. Men Joelene skulle af om lidt. En del af mig sagde jeg burde tage med hende, droppe det skide arbejde, der alligevel gav dårligt. Bevise jeg var værd at have på slæb, og selv falstholde hun var det rigtige ligenu. Alligevel fandt jeg mig selv hviske farvel, sende hende et slet skjult smil, og åbenlyst lade blikket løbe over hende, inden hun steg ud, og jeg vinkede som toget fortsatte. Der var vel knap gået ti sekunder, efter dørene igen havde lukket sig, før jeg hørte mandens stemme. Et smil brød frem på mine læber –Han lød præcis som jeg havde forestillet mig. Med det samme fald mine nøddebrune øjne på ham, og jeg måtte synke en gang, for ikke at lade hjertet hoppe op i halsen, da hans blik ufortrødent havde ventet mit. ”Jeg skal af næste gang” røg det ud af mig, men jeg kunne ikke andet end at smile skævt over min egen naive, tankeløse opførsel. Han nikkede kort, gengældte mit smil, før han så ud af ruden. Stilhed. Jeg så ned på den slidte taske der stod ved mine fødder. Fyldt med shit. Weed. Høretelefoner. En lunken dåsecola. Mit sparsomme vasketøj. Luften føltes kølig, da jeg endelig slap op fra metroen. Følelsen af at være indelukket, når man gik i de lange gange under jorden, gjorde mig altid mere urolig end jeg ville stå ved. ”Hør-” Jeg drejede let hovedet efter stemmen, men vidste allerede at den kom lige bag mig. Helt blidt, næsten forsigtigt, mærkede jeg hans hånd lægge sig om min lænd og hofte, da en kølig vind strøg forbi os, på den øde gade. ”Jeg bo to blokke væk. Giv mig ti minutter, så er jeg her igen” afbrød jeg, og sendte ham et enkelt spørgende blik, før mit smil igen var dukket frem. Jeg kunne mærke det tog ham flere sekunder at løsne sit greb, som brød han sig ikke om jeg gik alene. Det rørte mig ikke, han kendte jo heller ikke til min daglige færden i byen. Og jeg ville ikke smutte fra ham. Han var…fascinerende. Let løftede jeg mig på tå, før jeg trak hætten på min hoodie over hovedet, og satte i løb ned langs den nærmeste boligblog. Han stod der stadig, da jeg så tilbage. Marcus. Det føltes om end endnu koldere nu, og et enkelt tordenbrag i det fjerne, varslede regnen, der kort tid efter faldt mod jorden. To komplekser endnu, og jeg ville nå min lejlighed. Marcus ville ikke gå, selv ikke på grund af regnen. Joelene ville intet vide, jobbet var ligegyldigt. Alt var som det skulle.
-
Mit navn er Dominique Gabriele Angelic, den aften tog de mig med.
-
Mit navn er Dominique Gabriele Angelic, den aften tog de mig med.
[/ul]
well if you're like me I'm sure you'll find that you don't really seem to mind 'cos you just had a funky cigarette![/center]
* lyrics from Paolo nutini