Post by Jonathan Gage on Oct 17, 2010 16:26:38 GMT 1
[
[/color][/font] Jonathan Gage ][/color][/font]
[[/color][/font] Short but good ][/color][/font]
Well I smoked this thing one night out as a bet,
and they told me it was kinda like a funky cigarette.
they call me Jonathan and they tell me i'm nineteen. i have been for half a year i come from Brooklyn, NYC, USA..
[[/color][/font] the birth certificate ][/color][/font]
I can still remember my first draw
and all those funny things I saw when I smoked my
first Funky Cigarette
spawn of insanity.|| J, Jon, Johnny, best-night-of-my-life-Jon, eller hvad du nu finder på.
light the candles.|| 19 år, January 17th, 1991.
i have been here for.|| ½ År
im on team.|| Straight
im just a fresh.|| boy
born and bred in.|| Brooklyn, NYC.
[/font]
[/ul]
[[/color][/font] im so pretty ][/color][/font]
well I opened up my best friends buscuit tin, and there's no Rich Teas or Custard Creams just cigarrets and skins
eye color.|| Green
body type.|| Muscular/Athletic
height.|| 6' 1'' (1.85 M)
appearance.|| Jonathan er en høj fyr, som er mere muskuløs end de fleste andre på sin alder, og derfor ser han også ældre ud. Han udstråler tydeligt, at han ikke er en, man skal ønske sig at blive uvenner med. Kropsmæssigt ligner han en typisk footballspiller, han er atletisk bygget, og trods sit misbrug har han en flot sixpack, også når han ikke spænder musklerne. Han har en tatovering på indersiden af venstre overarm, hvor der står Tyrone med sort skråskrift. Det var Jons bedste ven, som blev skudt af politiet. Han har ingen piercinger, og han foretrækker at have sit hår klippet helt kort, aldrig længere end et par cm, men oftest kun et par mm. Han går i slidte, baggy jeans eller sweatpants, store tshirts eller tanktops, og store sweatshirts og hoodies. Han har næsten altid en cap eller en hue på. Af en fyr at være har han ret lange øjenvipper, og hans grønne øjne kan man sige er kønne. [/font]
[/ul]
[[/color][/font] those little quirks ][/color][/font]
and then he handed me a pack of green and the biggest bag I've ever seen and I rolled my first funky cigarette!
* Humor, practical jokes
* New York City
* Slåskampe
* Musik (rap, hiphop, classic rock).
* Alkohol, smøger, og diverse stoffer
* Casual sex og flirts
dislikes.||
* Autoriteter
* Popmusik
* Uretfærdighed
* Løgnere og posers
* Rotter, katte og små hunde
* Bøger, kunst og historie
goals/dreams.||
* Jon har altid haft mange drømme for sit liv, og hans far har om end haft endnu flere på sin søns vejne. Som han gradvis røg længere og længere ind i sit misbug, er det som om han har glemt disse drømme, og nu er hans eneste mål bare at klare sig ud på den anden side; at blive clean igen
fears.||
* At blive viklet så dybt ind i sit misbrug, at han ikke kan komme ud igen.
* Højder
* Tomhed og ensomhed
habits.||
* Jon taler med en rigtig New Yorker accent, og så snart han har åbnet munden, er der ingen tvivl om, hvor han kommer fra. Enten elsker eller hader man ham for det
* Smøger
* Coke
* Han roder altid, og kan aldrig finde sine ting
strengths.||
* Han er til at regne med, når det kommer til aftaler. Selvom han har det med at komme for sent, brænder han aldrig nogen af, ligemeget hvilken slags aftale det end er
* Hans viljestyrke. Når Jonathan har taget et fix er hans selvværd betydeligt lavere, og han er derfor nem at provokere og ramme følelsesmæssigt, men når han en sjælden gang er clean og i godt humør, er der stort set intet der kan ødelægge ham
* Brooklyn; som alle andre Brooklynites, er Jon stolt af hvor han kommer fra. Det kan være svært for folk at forstå, men som han selv gerne siger; It's a Brooklyn thing, man. You wouldn't understand"
* Biler har altid været en interesse, og han er blevet en rimelig god mekaniker
* Jon har bokset siden han var en lille knægt, og det har altid været en nødvendighed for ham at kunne klare sig på gaden, så derfor er han er en farlig modstander i en slåskamp
weaknesses.||
* En stædig, småprovokerende og arrogant attitude, som ofte får ham ud i problemer. Jonathan er verdensmester i at komme med flabede svar, og hans til tider perverske kommentarer kan få selv den roligste person til at fare op i det røde felt.
* Selvom det sikkert er en god ting, ser Jon det som en svaghed, at han har en tendens til at beskytte de svage. Det får ham ofte ud i problemer, og han ender tit med at fortryde det.
* Han er følelsesmæssigt handicappet. Det er stort set umuligt for Jon at snakke om, hvordan han har det, og han har det med at bruge vold istedet for ord, når han skal løse sine problemer.
secrets.||
* Jonathan kan spille guitar og synger faktisk udemærket, noget, han aldrig nogensinde ville fortælle nogen. Han spiller kun, når han er sikker på, at han er alene.
personality.||
* trait - " It sometimes feels like a strange movie, you know? It's all so weird that sometimes I wonder if it is really happening.
"
Jonathan er ikke bange for at sige sin mening, og så er han egentlig pisseligeglad med, hvem han taler til. Hvis han føler, at nogen gør noget forkert, eller føler sig uretfærdigt behandlet, skal han nok gøre opmærksom på det.
Han er meget ligefrem og åben, og det er sjældent, at han skjuler noget. Derfor er det let for ham at få bekendte, og han er nem at snakke med. For Jonathan er der stor forskel på, hvem han kalder sine venner, og hvem, han blot hænger ud med til hverdag og har det sjovt sammen med. Det er meget få mennesker han virkelig stoler på. Han virker ældre end han er, og derfor virker han for mange som én, man kan stole på, og ubevidst kan han få andre til at føle sig trygge omkring ham - en egenskab, som Jonathan hader. Han hader at føle, at han har ansvaret for nogen; han synes, at han har rigeligt problemer med at være ansvarlig for sit eget liv.
For Jon er en aftale en aftale, og på det punkt kan man altid regne med ham. Han dømmer aldrig folk for hvordan de ser ud eller opfører sig, men har man først én gang misbrugt hans tillid eller noget i den stil, så kommer man ikke ind i varmen igen.
På en eller anden syg måde kan Jon godt lide at skændes med folk, og dette kommer især til udtryk når han er påvirket. Uden nogen grund kan han starte et skænderi med en random person, i håb om at det udvikler sig til en slåskamp. Han slår dog aldrig først; men hell, han har virkelig ingen problemer med at slå igen.
På trods af dette er Jon på bunden en god fyr, og en rigtig god ven at have.
[/ul][/font]
[[/color][/font] in a palace by the sea ][/color][/font]
And since that day I seldom have declined, and I maintain this love affair with these green herbs of mine.
mother.|| Victoria Gage
siblings.|| Samuel Gage
other relatives.|| None
hometown.|| Brooklyn, NYC.
current residence.|| SPUN
history.|| Jons forældre er middelklasse amerikanere, og han er vokset op i den mere fancy del af Brooklyn, som er en bydel i New York. Davids job som øverstkommanderende i marinekorpset gjorde, at han kun var hjemme få måneder om året, fordi han altid var udsendt, han var patriot og besat af sin job. Jonathans mor, Victoria, var 10 år yngre end David, og på mange områder var hun slet ikke færdig med sit liv som partytøs, da hun fik børn, og egentlig har hun været en meget lille del af sine sønners opvækst. Samuel og Jonathan blev derfor overladt til nannies det meste af tiden. De to brødre har altid haft et godt forhold til hinanden, selvom der alle dage har været en undertrykt konkurrencementalitet mellem dem. Hvor Jon mere var ballademageren, som svarede lærerne igen, og rendte rundt på gaden med vennerne i tide og utide, var hans storebror Sam den fornuftige type, en straight A student, og quarterback på skolens footballhold, mens Jon blot var en mere ubetydelig halfback. Det var nu heller ikke football som var Jons største interesse; Det var boksning. I modsætning til Sam, som var en af de populære fyre i skolen, hang Jon ud med 'outsiderne', som ikke passede ind nogle steder, de typer, som kom fra ghettoområderne i Brooklyn, og det var fra dem, at Jon fik sin interesse for kampsport. Selvom han ikke har sagt det direkte, har David aldrig lagt skjul på, at Sam var hans favoritsøn. Hvor Jon måtte knokle røven i laser for at få sin far til blot at kigge i sin retning, fik Sam altid alt opmærksomheden. I starten da det gik op for ham, gik det ham utroligt meget på, men efterhånden blev Jonathan mere ligeglad, selvom han stadig gjorde alt for at leve op til sin fars krav. Som de blev ældre, gled Sam og Jon mere og mere fra hinanden, fordi Jon trak sig væk fra sin familie pga. sin far. Han tilbragte mere tid sammen med sine venner i ghettoen, og efterhånden blev det sjældnere og sjældnere, at han kom hjem om aftenen. Han begyndte at ditche skolen, og det var sådan, at hans misbrug startede. Det startede meget uskyldigt med, at de fik fat i noget E, men efter lidt tid fik Jon øjnene op for coke, og så var der egentig ingen vej tilbage. Sam fandt hurtigt ud af det, og prøvede at hjælpe sin bror, men Jon slog det hen. I starten kunne han holde det hemmeligt for sine forældre, men en aften, hvor Jon havde været indblandet i en voldssag og blev arresteret, fandt hans far selvfølgelig ud af det, og blev rasende.
Jon ødelagde det sidste håb om at få et bedre forhold til sin far, da han valgte ikke at søge ind til militæret, og de har ikke talt til hinanden siden.
I mangel af bedre ting at tage sig til, begyndte Jon sammen med et par venner at sælge stoffer. Fordi Jon var til at regne med, og altid havde sit shit, blev han hurtigt en pålidelig pusher, og fik en stor kundekreds - det var sikkert i den forbindelse, at SPUN først fik øje på ham. [/font]
[/ul]
[[/color][/font] come together ][/color][/font]
you can keep your pills and trips and lines expensive beers and fancy wines 'cos I just want a Funky Cigarette
read the rules?.|| I sure did.
extra extra.|| My name is Acidula, I bake a mean cake, and I'm known for massages :b [/font]
[/ul]
[[/color][/font] that's a wrap ][/color][/font]
And nowadays it's harder to disguise then wondering old sedated look that's glazed across my eyes
roleplay sample.||
"Mine øjne gled langsomt op. Mine øjenlåg var tunge, og blodsprængninger måtte være synlige på mit øjeæble. Jeg huskede ikke meget. Kun smerten der havde, som grebet mig bagfra, overrasket mig, og svækket mig totalt. De to læger måtte være kommet ind efter jeg var faldet i dyb søvn, for jeg sov normalt meget let, men smerten måtte have overdynget mig med træthed, så jeg ikke havde været i stand til at vågne af deres skridt. Hvor var de overhovedet kommet fra? Men de måtte have givet mig en indsprøjtning med en form for sovemiddel. Jeg kunne genkende følelsen man oplevede så snart man vågnede. Jeg forsøgte at åbne mine øjne på klem, og fik et glimt af min placering. Det var først nu det gik op for mig hvor hurtigt jeg bevægede mig af sted. Og først nu trængte al larmen ind gennem mine ører og ind i min reaktion. De havde helt sikkert givet mig et sovemiddel. Som et andet dyr. Som en dukke.
Jeg åbnede øjnene halvt igen. Jeg lå i en form for hospitalsseng. Men skulle lagenerne i sådan en ikke være hvide? De var røde af.. blod.. Mit blod? Den ene af de to læger kom til syne foran mig. Ved siden af hende var en mandlig, meget mørk, læge, og de skubbede tydeligvis min seng afsted, gennem hospitalsgangen.
Først nu opdagede jeg, at jeg ikke selv trak vejret. En respirator gjorde arbejdet for mig. Hvad var der sket med mig? Jeg erindrede ikke det her. Det sidste jeg kunne huske var mig og Lucas, det sidste fix jeg havde taget. Larmen omkring mig begyndte nu igen at blive fjern. Nej, det kunne jeg ikke lade ske. Uden at bevæge så meget som en muskel, brugte jeg alle mine kræfter indefra. Slog og sparkede for ikke at besvime igen. Jeg måtte være ved at dø, ellers ville jeg selv være i stand til at trække vejret. Men hvor meget jeg end prøvede, kunne jeg ikke.
Jeg kunne simpelthen ikke trække vejret. Jeg flåede i mig selv indefra, ville så gerne leve. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, ville så gerne vågne.
Lyden strømmede igen ind i mine ører. Folk råbte og skreg, talte uroligt sammen. Rødt og blåt lys skinnede igennem mine øjenlåg. Jeg åbnede dem i et kæmpe hiv efter vejret, som når man har dykket under havet - holdt vejret for længe, - og så endelig kommer op og har mulighed for at ånde. Men så gik min vejrtrækning i stå igen, og mit syn flimrede i et regnbuevæld af farver. Hvert andet sekund tændtes og slukkedes mit syn, og jeg så lægerne køre hurtigere. Køre mig ind i en operationsstue. Og jeg følte de roterede min respirator, så jeg igen kunne få vejret fra dens styrke.
Jeg gispede efter vejret, kunne mærke hver enkelt muskel i min krop, arbejde hårdt for at forsøge at bevæge mig. Få mig til at rejse mig op. Men det kunne jeg ikke få dem til. I stedet begyndte jeg at ryste over det hele, og lave små hop og drejninger af kramperne.
Lægerne var over mig, prøvede at få mig til at ligge stille. De stak en groteskt lang nål i min arm, og smerten forværredes. Men intet skrig slap ud. Jeg vidste at det var op til mig om jeg ville leve eller dø. Det var op til mig om jeg ville kæmpe for mit liv, eller bare falde hen. Mit hjerte slog endnu, men min tilstand var kritisk. Hvert øjeblik kunne jeg dø. Jeg kunne tydeligt høre deres stemmer, og lige akkurat se måleinstrumenterne, hvor en rød streg bevægede sig op og ned i takt med min vejrtrækning, og mit hjerteslag.
Igen begyndte jeg at ryste af kramper, og hive forgæves efter vejret. Jeg så ud fra mine øjenkroge, at en masse læger stod omkring mig, pillede og gjorde ved. Imens kunne jeg bare blive liggende og hive og stønne efter vejret. Jeg ville selv kunne trække vejret, jeg ville ikke have hjælp.
Bip-lydende fortsatte ufortrødent, alle andre lyde var som fordampet fra en rude. Kun de irriterende bip fra alle deres instrumenter, og de konstante døre der et sted fjernt fra mig, blev lukket og åbnet, kunne høres. Lægerne arbejdede koncentreret omkring mig, men det var mig umuligt i min tilstand at begribe hvad de havde gang i, og hvad der var hændt mig. Jeg ville ønske jeg kunne. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget ved det, men lige nu stod jeg til at opgive det hele. Det ville være så meget nemmere bare at undgå at kæmpe imod dødens hænder. De hænder der havde taget fat i mit ben, mens jeg med et hårdt tag, holdt fast i kanten af en bro med millioner af kilometer ned til afgrunden, og nu hev mig nedad. Prøvede at få mig til at give slip på broens kant. Nej. Det kunne jeg ikke lade ske, der var jo mennesker deroppe der regnede med mig.
Jeg slog fuldstændig tankerne ud af mit hoved. Jeg ville kæmpe imod dødens greb, ellers ville jeg aldrig finde ud af hvad der var sket. Jeg tog et hårdt tag i mig selv indefra, det føltes stadig som om jeg var spærret inde i en skal. En skal af min egen krop, jeg forgæves forsøgte at komme tilbage i. Jeg skulle bare igennem. Jeg skulle bare flå hul, så min sjæl kunne fare igennem og fylde min krop med styrke igen.
Flå. Kæmpe. Flænse. Jeg åbnede øjnene som i et enormt chok, og hev efter vejret dybt nede fra mine lunger. Den her følelse havde jeg ikke følt de sidste par timer. Jeg eksisterede stadig - jeg levede, jeg kunne føle, jeg kunne se. Og ikke mindst kunne jeg ånde.
Mit blik fæstnede sig på lægerne der stod bukkede ned over mig. De så mig hive efter vejret, de så det blev blokeret af respiratoren, og de fjernede den. Jeg indåndede den friske - men alligevel ubehageligt klamme - hospitalsluft gennem min mund. I et kort øjeblik var det, det eneste jeg ænsede. Men så lagde jeg mærke til smerten. Min krop brændte stadig af den. Det gjorde så forfærdelig ondt, og mine legemer lavede stadig små hop af kramper uden at jeg kunne gøre noget ved det. En sygeplejerske var hurtigt over mig, og fik stukket en nål igennem min arm.
Det begyndte langsomt at sejle for mit blik, imens en tilpas ro lagde sig over min krop."
Mit navn er Jonathan Gage, den aften de tog mig med.
[/ul]
well if you're like me I'm sure you'll find that you don't really seem to mind 'cos you just had a funky cigarette![/center]
* lyrics from Paolo nutini
