Not that bad ass

[Nathaniel Bennett]

Skønt Nathaniel ikke vidste hvad klokken var, så var han ret meget klar over at det var meget tidligt om morgenen. Omkring de 6 stykker og han var godt på vej ned til toiletterne med en voldsomt oprørsk mave og et endnu mere oprørsk sind. Han var både panisk, rasende og ked af det, for han havde fucked alting mere op end han overhovedet kunne drømme om. Og så havde det vist sig, at Allison slet ikke havde fortalt ham særlig meget om sig selv, hvilket blot havde ledt ham til at være sikker på at hun slet ikke så ham som en nær så god ven som han havde troet. Lige nu følte han sig egentlig bare som en slags misbrugt bodyguard, for det havde kun været i de tider at hans kærlighed til hende havde brudt sig gennem overfladen - Når han blev fucking rasende over at hun blev talt grimt til eller blev slået på af andre mænd. Han tævede dem, hver og en og han havde for det meste bare fået en tak og sygehjælp til gengæld. Aldrig det fucking kys som han var så desperat efter at få. Shit.

Han vidste udmærket godt hvor langt ude han var og at der egentlig ikke rigtig var nogen vej tilbage nu. Nu hvor hun var blevet skide sur over at han havde snavet Lorelei. Tvillingen, som han aldrig havde vidst noget om. Lorelei. Havde han ikke et kodeks mod at slå på kvinder, så havde han nok dræbt hende for at have ødelagt det hele, men han havde ikke gjort hende noget synderligt. Han var bare skredet op på sit værelse og nu var han så hernede, næsten henne ved toiletterne. Og selvfølgelig var han for dårlig til at lægge mærke til hverken skilte eller omgivelser, så han vadede direkte ind på pigetoilettet, hen til en bås som blev lukket og før han nåede at låse døren, ville hans krop bare ud med det. Han skyndte sig på knæ bøjet ind over toilettet og hvis nogen valgte at komme ind nu, så ville det ikke være en fornøjelse med de lyde han lavede.

[Emilee Bonham]

oh my god...

omtrent så panikslagen som nathan måtte føle sig lige nu, - omtrent så knust og heartbroken var emilee. der var stort set ikke det der kunne trøste hende lige nu, - ikke engang hash. hendes kæreste... eller skulle hun sige ekskæreste, havde slået op med hende, uden endda at give en reel grund til det. det føltes så tungt, og selvom at emilee godt havde set det komme... for det gik jo ærlig talt ikke særlig godt i mellem dem; så var nathaniel stadig en af de ganske få personer som emilee havde lukket ind i sit sårbare sind. så når han afviste som han gjorde nu, gjorde det ikke bare ondt. det var ved at slå hende ihjel i smerte. der var intet værre for emilee end at miste noget hun havde haft nær.

men til at starte med så emilee det helst som benægtelse. emilee havde anset det for at være en dårlig joke, og havde endda skældt nathaniel ud for at fyre sådan noget lort af, hvorefter hun havde smækket døren i hovedet på ham, fordi hans ansigtsudtryk forblev alvorligt. hun fattede det. det var slut. og det var egentlig ikke fordi hun følte sig svigtet at følte at hun havde mistet sin store kærlighed. hun hadede bare at miste kontrollen. nu var det efterhånden et par dage siden det var sket... men det gjorde det ikke mindre spændende for veninderne. alle forsøgte at få noget ud af hende; spørgsmål som hvorfor, hvornår og hvordan havde været det eneste de havde kunne komme frem med.

desperat havde emilee søgt ly på pigernes toilet for at undgå at snakke om hvorfor nathaniel havde forladt hende... det var jo ikke just fordi hun selv kendte svaret. dog blev hendes ankomst på toilettet mødt med en brølen af noget der lød som opkast. hun overvejede et øjeblik at vende om, da hun så at det var nathans fødder der stak ud fra båsen hvor han tilsyneladende var i fuld gang med at tømme maven for sprut.
"nathan?" spurgte hun med en sløj stemme, og bevægede sig lidt længere ind på toilettet.

[Nathaniel Bennett]

Heldigvis havde Nathaniel lige en mindre pause der gjorde ham i stand til at høre en pigestemme sige hans navn. Pis. Han stoppede omgående sit foretagende, mere nervøs end han burde være, for det var jo i virkeligheden ikke så slemt. Eller var det? Han havde lige smadret alt hvad der kunne se ud som et forhold med Allison også selvom han aldrig kunne finde på at spørge om at få et med hende. Men han havde også smadret 5 års tæt venskab og bare minderne var nok til at gøre ham rasende. Og lige nu var det en indestængt vrede, der bare byggede sig op inden i ham. Det gav ham lyst til at slå på ting, havde det ikke været fordi der var andre herinde.

Han fik tørret sig om munden før hans hånd fandt vej til gulvet i en kollision af et slag. Fuldstændig uventet, for han vidste slet ikke at han ikke kunne holde vreden tilbage. Det plejede han jo for det meste at kunne gøre. Bare ikke i dag. Han fik slæbt sig lidt væk fra selve toilettet, men endte i en slap, siddende stilling op af båsens væg før han fik taget sammen til åbne døren.
"Hvem er det? Hvad vil du?" Spurgte han, med en undertrykt vrede at spore i stemmen.

[Emilee Bonham]

oh my god...

det gippede i emilee da et brag fra kollisionen mellem hånd og gulv skete, og hun overvejede et øjeblik at gå, på trods af at hun måske ville værdsætte lidt tid med nathan. nu var bare ikke tidspunktet åbenbart. han virkede... rasende. og emilee havde aldrig set ham rasende.
"em... emilee," sagde hun, med en knækkende stemme, og gik lidt nærmere. hun var overrasket over at han pludselig var stoppet sin opkastning, men sagde ikke noget til det. "hvad sker der?" spurgte hun lidt mere kontrolleret. hvis nathan kiggede på hende nu, ville han se hendes blodskudte øjne der nærmest skreg at hun havde grædt længe. men emilee havde ikke rigtig tænkt over det. dog faldt hendes blik på spejlet ved vaskerne. hun så decideret syg ud. sygeligt bleg og blodskudte øjne. hun vendte sig lidt væk fra nathan, og lyttede til at han lukkede båsens dør op.

[Nathaniel Bennett]

Da Nathaniel havde fået åbnet døren og slog blikket op mens at Emmy fortalte hvem hun var, lagde han med det samme mærke til hendes ansigt. Hun lignede lort og det var ikke engang mildt sagt. Faktisk så hun ud som om at hun mindst havde det lige så slemt som han selv havde det, men for nu undlod han at kommentere på det, eftersom hun gerne ville vide hvad der skete. De var gode venner, til trods at de kun havde mødt hinanden to gange før og han følte lidt at han ikke bare kunne holde det hemmeligt. Desuden var han så viljesvag at han slet ikke kunne lyve.

"Har fucked det op.. Totalt," svarede han en smule sløret. Han var stadig lettere bagstiv, men tømmermændene sørgede for at han ikke lavede noget sjov eller var til den helt vilde besvær. "Nevermind, det' ikke vigtigt. Hvad har du lavet? Du ligner noget... Katten har slæbt ind."
Med en smule besvær kom han op at stå og gik svajende hen foran Emmy og så ned på hende. Han forsøgte vel at være der for hende, selvom han også selv var totalt oprevet og i et stort kaos af negative følelser. Men sådan var det, han skulle virke stærk, for han ville ikke bryde samme over for nogen andre. Og han kunne da slet ikke tillade sig at gøre det over for Emmy, når hun så sådan ud.

[Emilee Bonham]

oh my god...

emilee vidste ikke om hun skulle grine eller græde, og hun blev lidt forbeholdt, fordi nathan virkede voldsomt vred, og hvis ikke det var fordi hendes ben modarbejdede hendes kommandoer, havde hun sikkert bakket lidt ud da nathan gik hen til hende. hans forklaring var ikke specielt... forklarende. hvad havde han fucked up? hvad snakkede han om?
"hvad mener du, nathan?" spurgte hun med en ru stemme, som om hun ikke havde talt i dagevis. hun rømmede sig let for at fjerne den ruhed bagefter. "hvad er der sket?" spurgte hun med en mere klar stemme, og gengældte det blik han sendte hende, hvilket hun et øjeblik fortrød, fordi han så medlidenheden i hans øjne. hun måtte virkelig se slem for, for medlidenheden, hvis man kunne navngive det sådan, var virkelig tyk. hun sænkede sit blik igen.
da han spurgte ind til hende, mærkede hun sin vilje knække, og hun tog sig i at ville give efter for tårerne. men på en måde ville hun hellere end gerne snakke med nathan om det... hellere ham end alle hendes alt for nysgerrige veninder. hun ventede til hun havde fået hold på sig selv, så hun var sikker på at kunne sige noget uden at hendes stemme ville knække sammen.
"nathaniel har slået op," sagde hun, og fik ordene frem på en langt koldere måde end hun havde tiltænkt det. hun følte heller ikke længere nogen trang til at græde. det føltes som at få lettet fyrre kilo fra sine skuldre. per automatik lagde hun armene om nathan, i en svag omfavnelse, fordi det lige var det første hun kom til at tænke på, når hun nu ikke lige følte at hun kunne se ham i øjnene lige nu. hun slap ham dog igen noget forsigtigt lidt efter, og vendte sig om mod vasken, for vilkårligt at vaske sine hænder. det virkede måske lidt random... men emilee var ofte en person som holdt sig beskæftiget på sådanne måder når hun følte sig underligt placeret eller følte sig sårbar.

[Nathaniel Bennett]

Nathaniel lod med vilje være med overhovedet at svare hende. Han ventede bare på at kun ville betro sig til ham med sine problemer, så han eventuelt kunne koncentrere sig om noget andet end den so til Lorelei. Fucking kælling. Så sagde Emmy at hendes kæreste havde slået op og han blev kort panisk over hende pludselige kolde måde at snakke på, men da hun omfavnede ham blev han mere rolig. På trods af hans stolthed var han faktisk tæt på at tude, men han holdt det tilbage. Han skulle ikke være mere ynkelig end han allerede var i forvejen. I stedet for lagde han armene om hende og forsøgte at trøste hende, bare en lille smule.

"Det er jeg virkelig.. K-ked af at høre.. Er der noget jeg kan gøre eller?" Spurgte han, stadig meget sløret mens hun gav slip og gik over for at... Vaske hænder? Han så lidt forvirret på hele sceneriet, før han kunne mærke at hans mave igen blev oprørsk. Sådan her endte han sgu næsten altid når han valgte at være stiv. Med enorme tømmermænd og et nederent humør. Det var lige før han havde lyst til at prøve, bare at lade heæt være med at drikke, for under alle omstændigheder gjorde det ham jo dum. Selvom han nu godt kunne lide at være dum. Uden at sige mere til Emmy, satte han sig ned foran toilettet på samme måde som før. Heldigvis var det da ikke så voldsomt nu.