Post by Ayleen McCoy on Sept 7, 2010 11:33:09 GMT 1
Året er 2010 og vi befinder os udkanten af Detroit.
Unge eksperimenterer dagligt med stoffer. Der sælges, der købes, der tages. Nogen er mere afhængige end andre. men alle har ét tilfælles. De føler en inderlig glæde når de bevæger sig ind i deres næste rus. En glæde der får dem til at træde ud af sig selv og ind i en anden verden.
Spun ligger i udkanten af Detroit, det er et rehabiliserings center for unge og voksne i alderen 16-30. Spun er ikke som så mange andre rehabiliserings centre. Spun er et projekt, et forsøg, staten har sat igang. Hvad er det der får disse unge til at tage endnu en bane, drikke endnu en flaske, eller ryge endnu en pind? Hvordan tænker disse mennesker? Hvor langt ud kan de komme før det er for sent at redde dem?
Unge på Spun er bunden af samfundet. Ingen ved hvor de er. Er der nogen der savner dem? Hvem ved. De eksisterer ikke længere. Måden regeringen gør dette på, er at de samler disse mennesker ind, tager dem med, og melder dem afgået ved døden. Der er ikke nogen ud over regeringen der kender til dette projekt. Der går rygter ja, men ingen ved med sikkerhed hvad der sker. Sikkerheden på SPUN er ekstrem, du kan ikke komme ind, eller ud med mindre du har det rette fingeraftryk. Desuden er der vagter ved alle døre. Går en patient hen og bliver clean, vil personen blive holdt i en afdeling der er tilegnede de behandlede patienter. Her vil patitenten have mulighed for at begynde sin hverdag. Patienten kan få sig noget der minder om en lejlighed, patienten kan købe ind og patienten kan arbejde. Men patienten har ikke længere samme identitet som før. Projektet har udviklet en teknologi, som fjerner hukommelsen. Patienten som før hed XXX XXXX vil, efter at være blevet dømt ''klar'' til den virkelige verden, få et nyt navn og en ny historie. Hvordan dette foregår er der ingen der ved. Men patienten vil ikke kunne huske andet end det lægerne har fortalt. Men går alt som planen lyder? Hvad ville verden sige hvis de fandt ud af noget om projektet?
''Mørket var faldet over byen. Min by. Mit hjem. Mit værelse lugtede surt fra igår. Hvad lavede jeg? Havde jeg sovet hele dagen? Min krop rystede. En tørst der ikke kan beskrives med ord, skreg i min mund. I min mave. Jeg brækkede mig. Men intet andet end væske kom med op. Tørst. Min knoglede hånd greb efter flasken ved mit natbord. Mine hænder rystede. Jeg rystede. Snart var flaskens hoved ved min mund og den bitre væske gled ned igennem min hals, varmede mit bryst. Det var ikke til at forstå. Hvornår var det gået så galt? En tår til før flasken igen stod på bordet. Jeg rejste mig. Der var ikke længere meget kød på min krop. Mine shorts hang, sad fast på et par hofteben der stak ud under huden. Mine bryster var stotset væk. Jeg var ved at forsvinde. Mine øjne gled hen over sengen. Jeg var ikke alene. Mit underliv var ømt. Ethan lå i sengen med et klæde over sig. Hans hud var våd. Snart ville han vågne og hungre. Ligesom jeg. Jeg vaklede hen mod døren. Der måtte være noget tilbage. Vi tog ikke det hele igår. Gjorde vi? Min vejrtrækning blev hurtigere. Det skulle være nu. Jeg greb efter hans jakke. Roddede i hans lommer. Smed alt hvad jeg fandt ud på gulvet. Det kunne ikke være rigtigt. FUCK!" råbte jeg. Ligeglad med om han vågnede. Han satte sig op. "Hvad?" hans øjne var sløve. Svinet havde taget det hele selv. Jeg løb hen til ham og væltede ham tilbage i sengen. "Hvor er det?!" råbte jeg og slog ham. Han var stærkere end mig, fik mig vendt om. "Det burde du vide!" han løj. Jeg kunne mærke det. Jeg spyttede ham i ansigtet. Han skubbede mig ned fra sengen. Jeg blev liggende. Så ham rejse sig fra sengen, forlade rummet. Jeg lukkede øjnene. Jeg måtte ud. Måske havde Donna noget.
Mit navn er Alexis Jason McCoy, den aften tog de mig med.''
''Jeg vågnede ved lyden af Alex der råbte. Hendes skingre stemme skar igennem rummet. Hun var engang smuk. Det var hun ikke længere. Jeg gned mine øjne og så på hende. Hvad lavede hun i mine lommer? I næste sekund fór hun på mig. Men jeg var stærkere end hende. Kællingen spyttede mig i hovedet. Jeg skubbede hende ned. Tog mine ting og skred. Detroit var stille. Det var de uønskede mennesker der bevægede sig ud nu. Mennesker som jeg. Mennesker uden fremtid. Jeg bevægede mig ned af en gyde, fandt mine ting frem fra inderlommen og sniffede. Hun havde ikke fundet det. Altså ALex. Mit kranie sprang i tusind stykker, mine øjne eksploderede. Jeg elskede følelsen. Jeg fik lyst til Alex. Hvis jeg fik noget med hjem til hende, kunne det være hun gav mig noget andet? Mine ben var tunge, da jeg begyndte at bevæge mig ned mod Jonathan. Jeg købte altid mine ting hos ham. Han var til at stole på. Blandt os, dem de andre ikke måtte lege med, der gik der rygter. Rygter om at de ville samle os, putte os i fængsel. Udrydde os. Men ingen af os troede rigtigt på det.
Mit navn er Ethan Grey, den aften tog de mig med.''
Du kan ingenting se, men du kan høre lyden af tunge porte der åbnes. Og inden du ved af det. Befinder du dig på SPUN.
Hvad er din historie? Velkommen til SPUN.
Unge eksperimenterer dagligt med stoffer. Der sælges, der købes, der tages. Nogen er mere afhængige end andre. men alle har ét tilfælles. De føler en inderlig glæde når de bevæger sig ind i deres næste rus. En glæde der får dem til at træde ud af sig selv og ind i en anden verden.
Spun ligger i udkanten af Detroit, det er et rehabiliserings center for unge og voksne i alderen 16-30. Spun er ikke som så mange andre rehabiliserings centre. Spun er et projekt, et forsøg, staten har sat igang. Hvad er det der får disse unge til at tage endnu en bane, drikke endnu en flaske, eller ryge endnu en pind? Hvordan tænker disse mennesker? Hvor langt ud kan de komme før det er for sent at redde dem?
Unge på Spun er bunden af samfundet. Ingen ved hvor de er. Er der nogen der savner dem? Hvem ved. De eksisterer ikke længere. Måden regeringen gør dette på, er at de samler disse mennesker ind, tager dem med, og melder dem afgået ved døden. Der er ikke nogen ud over regeringen der kender til dette projekt. Der går rygter ja, men ingen ved med sikkerhed hvad der sker. Sikkerheden på SPUN er ekstrem, du kan ikke komme ind, eller ud med mindre du har det rette fingeraftryk. Desuden er der vagter ved alle døre. Går en patient hen og bliver clean, vil personen blive holdt i en afdeling der er tilegnede de behandlede patienter. Her vil patitenten have mulighed for at begynde sin hverdag. Patienten kan få sig noget der minder om en lejlighed, patienten kan købe ind og patienten kan arbejde. Men patienten har ikke længere samme identitet som før. Projektet har udviklet en teknologi, som fjerner hukommelsen. Patienten som før hed XXX XXXX vil, efter at være blevet dømt ''klar'' til den virkelige verden, få et nyt navn og en ny historie. Hvordan dette foregår er der ingen der ved. Men patienten vil ikke kunne huske andet end det lægerne har fortalt. Men går alt som planen lyder? Hvad ville verden sige hvis de fandt ud af noget om projektet?
''Mørket var faldet over byen. Min by. Mit hjem. Mit værelse lugtede surt fra igår. Hvad lavede jeg? Havde jeg sovet hele dagen? Min krop rystede. En tørst der ikke kan beskrives med ord, skreg i min mund. I min mave. Jeg brækkede mig. Men intet andet end væske kom med op. Tørst. Min knoglede hånd greb efter flasken ved mit natbord. Mine hænder rystede. Jeg rystede. Snart var flaskens hoved ved min mund og den bitre væske gled ned igennem min hals, varmede mit bryst. Det var ikke til at forstå. Hvornår var det gået så galt? En tår til før flasken igen stod på bordet. Jeg rejste mig. Der var ikke længere meget kød på min krop. Mine shorts hang, sad fast på et par hofteben der stak ud under huden. Mine bryster var stotset væk. Jeg var ved at forsvinde. Mine øjne gled hen over sengen. Jeg var ikke alene. Mit underliv var ømt. Ethan lå i sengen med et klæde over sig. Hans hud var våd. Snart ville han vågne og hungre. Ligesom jeg. Jeg vaklede hen mod døren. Der måtte være noget tilbage. Vi tog ikke det hele igår. Gjorde vi? Min vejrtrækning blev hurtigere. Det skulle være nu. Jeg greb efter hans jakke. Roddede i hans lommer. Smed alt hvad jeg fandt ud på gulvet. Det kunne ikke være rigtigt. FUCK!" råbte jeg. Ligeglad med om han vågnede. Han satte sig op. "Hvad?" hans øjne var sløve. Svinet havde taget det hele selv. Jeg løb hen til ham og væltede ham tilbage i sengen. "Hvor er det?!" råbte jeg og slog ham. Han var stærkere end mig, fik mig vendt om. "Det burde du vide!" han løj. Jeg kunne mærke det. Jeg spyttede ham i ansigtet. Han skubbede mig ned fra sengen. Jeg blev liggende. Så ham rejse sig fra sengen, forlade rummet. Jeg lukkede øjnene. Jeg måtte ud. Måske havde Donna noget.
Mit navn er Alexis Jason McCoy, den aften tog de mig med.''
''Jeg vågnede ved lyden af Alex der råbte. Hendes skingre stemme skar igennem rummet. Hun var engang smuk. Det var hun ikke længere. Jeg gned mine øjne og så på hende. Hvad lavede hun i mine lommer? I næste sekund fór hun på mig. Men jeg var stærkere end hende. Kællingen spyttede mig i hovedet. Jeg skubbede hende ned. Tog mine ting og skred. Detroit var stille. Det var de uønskede mennesker der bevægede sig ud nu. Mennesker som jeg. Mennesker uden fremtid. Jeg bevægede mig ned af en gyde, fandt mine ting frem fra inderlommen og sniffede. Hun havde ikke fundet det. Altså ALex. Mit kranie sprang i tusind stykker, mine øjne eksploderede. Jeg elskede følelsen. Jeg fik lyst til Alex. Hvis jeg fik noget med hjem til hende, kunne det være hun gav mig noget andet? Mine ben var tunge, da jeg begyndte at bevæge mig ned mod Jonathan. Jeg købte altid mine ting hos ham. Han var til at stole på. Blandt os, dem de andre ikke måtte lege med, der gik der rygter. Rygter om at de ville samle os, putte os i fængsel. Udrydde os. Men ingen af os troede rigtigt på det.
Mit navn er Ethan Grey, den aften tog de mig med.''
Du kan ingenting se, men du kan høre lyden af tunge porte der åbnes. Og inden du ved af det. Befinder du dig på SPUN.
Hvad er din historie? Velkommen til SPUN.
