Like the first morning

[Allison Williams]

Solen var kun lige ved at stå op, og alligevel havde Allison allerede været inde for at træne. Eller, træne var måske så meget sagt. Hun have vågnet tidligt, og kunne ikke sove fordi hele hendes krop kløede frygteligt. Hun have naturligvis lavet en række af lange røde mærker, ned over sine arme og ben, da hun prøvede at få det til at stoppe, men havde absolut ikke opnået andet end røde mærker. Til sidst havde hun stået op, og fået fingrene i en mindre dosis meth. Bare nok til at få kløen til at forsvinde, og sørge for at hun ikke var træt.
Det var herefter hun have føl en frygtelig trang til at træne. Eller nok nærmere end voldsomt trang, til at lege i de ringe der sad fast i loftet i hallen. Naturligvis havde hun klædt om til træningstøj, det var jo trods alt sådan man gjorde. Også selvom man ikke havde tænkt sig at svede.

Da hun blev træt af at svinge rundt i ringene, have hun begivet sig ud i pigernes omklædningsrum. Hun havde godt nok ikke anstrengt sig, men besluttede alligevel, at hun lige så godt kunne tage at bad, når der ikke var andre. Det var en god måde at få sig lidt privatliv på. Desuden ville hun ikke gå i bad på værelset ,når de andre stadig sov. Lidt omtanke havde hun da.
Hun sang i badet. Hun plejede ikke at gøre det, men under den lette og opløftende virkning af amfetamin, kunne hun simpelthen ikke lade være. "You're only as tall, as you heart will let you be. And you're only af small, as the world will make you seem. When the going gets rough, and you feel like you may fall, just look ont he bright side. You're roughly six feet tall." Hun nynnede for sig selv da hun ikke kunne huske andet end omkvædet af sangen.
Da hun mente at hun var færdig med at bade slukkede hun for vandet, og samlede sit håndklæde op fra gulvet for at tørre sig. I stilhed.

[Nathaniel Bennett]

De sædvanlige pisse irriterende tømmermænd, bare en smule værre. Han havde drukket ret meget i går, for han havde fået fat i noget der var ret stærkt og nu kunne han så vade rundt med en rigtig slem hovedpine og en stærk trang til at dulme den med mere sprut. Han var egentlig på vej til køkkenet, men fordi hankun havde fået en enkelt rundvisning og at der kun var gået to dagen siden dén, så havde han stadig ikke rigtig styr på hvad der var hvad.

Det var derfor at han ikke tænkte over at det nu var kvindernes omklædningsrum, han gik ind i. Han gik ind, lukkede døren efter sig så forsigtigt som muligt - hans hoved kunne ikke lide larmen. Da han så vendte sig om for at finde køleskabet, blev han paf. Det var ikke køkkenet han var i, men et omklædningsrum. Lidt efter slog han tanken til side og gik hen til den nærmeste håndvask, som han tændte for, for at få dulmet hovedpinen, bare midlertidigt. Han kunne godt mærke at han havde fucking brug for noget sprut nu, for han rystede fucking meget på hænderne.

[Allison Williams]

Efter at have tørret kroppen overfladisk, bare nok til at der ikke ville blive vådt, ude på det almindelige gulv, slyngede Allison det store håndklæde om sit hår. Det var en vane for hende at tage tøj på før hun tørrede sit hår, og da hun troede var alene, bekymrede hun sig ikke om det faktum at hun var fuldstændig nøgen. Hun var ikke engang sikker på om hun ville have bekymret sig om det, hvis der havde været nogen. Det der med at være genert havde aldrig rigtig ligget til hende.
Hun gik med lette, naturlige skridt forbi skikkelsen ved håndvaskene, og hen til det sted hvor hun havde smidt sit tøj. Hun begyndte roligt at tage sit undertøj på; fransk lingeri, selvfølgelig. Bedste kvalitet, selvfølgelig. Det var først efter hun havde iført sig både trusserne og bh'en, at en helt bestemt tanke ramte hende. Havde der ikke stået en fyr, ovre ved vasken!?

Hun havde vendt ryggen til ham, men vendte sig nu om for at se efter. Måske så hun syner, det var jo en meget normal bivirkning af amfetamin. Nej. Umiddelbart så han virkelig nok ud. Han lignede endda en hun kendte, hvem var det nu? Hvad var det nu hans navn var? Med langsomme skridt gik hun tættere på. Hendes blik hvilede undersøgende på ham, men uanset hvor intenst hun stirrede, kunne hun ikke finde ud af om hun så syner.
Til sidst stod hun under en meter fra ham. At stå så tæt på, fik hende til at huske navnet, men det gjorde hende bestemt ikke mindre mistroisk. "Nathan?" Den mistroiske tone i hendes stemme skinnede klart igennem, mens hun langsomt løftede sin ene hånd for at skubbe til ham. Hun var bange for at han ville forsvinde når hun rørte ved ham, men på samme tid, gad hun heller ikke stå og tale til en hallucination.

[Nathaniel Bennett]

Var det ikke fordi Nathaniel havde travlt med at plaske vand i sit ansigt, så havde han nok lagt mærke til at nogen gik forbi ham. Men han havde for travlt - både med at vågne op, forsøge at ryste abstinenserne af sig og sørge for, at han ikke plaskede vand udover sit tøj. Så snart han kunne mærke at han begyndte at fryse, slukkede han for hanen og noget i retning af et par få sekunder efter, lød hans navn fra en kvindelig stemme. Han blev forskrækket, så det skub der kom lidt efter, fik ham til at vakle sidelæns.

Heldigvis nåede han lige at gribe fat i håndvasken og selvom den var våd og glat, holdt han sig stående. Da han så op, fik han et chok. Et stort ét af slagsen; Foran ham stod der en kvinde. Ikke enhver kvinde, men Allison Williams.. Kayleigh. Nathaniel glemte alt om at han måske ikke lige var i det rigtig omklædningsrum, for hun stod sgu kun i undetøj! Sexet undertøj! Han var paf. For anden gang i dag. "Ja... Øh.. Keyleigh?" mumlede han lettere fraværende.
Så kom skuffelsen. For et år siden var hun forsvundet. Sporløst. Dengang havde han været forvirret og ked af det, for han holdt sgu meget af hende. Lidt efter var vreden kommet, men nu var han skuffet. Og han ville virkelig gerne have en forklaring.

[Allison Williams]

Han gav efter og valkede da hun skubbe til ham. Kunne en hallucination det? Det kunne den sikker. Hallucinationer var jo snedige. Det var derfor man aldrig kunne kende dem fra virkeligheden. Men hun havde kunnet mærke ham da hun skubbede! Man plejede ikke at kunne mærke hallucinationer. Det var hun i det mindste ret sikker på. Han svarede hende endda! Og han kaldte hende Kayleigh, som han altid havde insisteret på. Det var helt sikkert Nathan! Eller en overraskende snedig hallucination. Hun satsede på virkelighed. Og det at Nathan måtte være virkelig gjorde hende utroligt glad. Glad nok til at hun slet ikke lagde mærke til at Nathan ikke så specielt glad ud.

I overstadig glæde, sprang hun frem og krammede Nathan. Heldigvis holdt hun virkelig godt fast i ham, så sandsynligheden for at han fik overbalance igen var mindre. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at give slip lige med det samme, og takket være hendes trip, snakkede hun ufatteligt hurtigt "Jeg har savnet dig så meget.. Jeg ramte et træ.. Bang! Så var alle folk væk.. Og dig! Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen.. Men nu står du lige her.. medmindre du er en hallucination, men det er du ikke vel? Det kan du ikke være for. . . " Allison stoppede en lange talestrøm, da hun lagde mærke til at han ikke krammede tilbage. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Han virkede som om han ikke rigtigt ville.
Hun trak sig forsigtigt en lille smule væk og så ham i øjnene "Hvad er der galt?" Hun lød alvorlig, men det var alligevel tydeligt på hendes stemme, at hun ikke helt kunne undertrykke at hun var meget glad for at se ham igen.

[Nathaniel Bennett]

Nathaniel blev igen forskrækket da Allison valgte at omfavne ham. Hans forvirring blev stærkere, for hun stod halvbar og krammede ham og han tøvede meget med selv at gøre det af to grunde; Hun var bar og han havde i forvejen ikke så meget kontrol over sin lyster. Og så ville han hellere have en forklaring end et kram lige nu. Alligevel krammede han igen og samtidig fik han en meget sløset forklaring på hvorfor hun havde været væk. Han forstod den ikke rigtig og kunne nu godt se at hun var høj.

Desværre lagde hun mærke til hans tøven og begyndte at spørge hvad der var galt. Selvølgelig var hans igen tavs, halvvejs ude af stand til at ødelægge hendes tydelige glæde. Han kunne godt lide når hun var glad. Specielt i sit elendige stadie som nu. Men han fik munden på gled under alle omstændigheder. "Du.. Ramte et træ? Hvad mener du? Du forsvandt. Du kom slet ikke over og du svarede ikke på mine sms'er.. I et helt år," svarede han en smule nervøst og stille. Han ville helst ikke snakke for højt lige nu.

[Allison Williams]

Allison havde utrolig svært ved at fokusere på hvad han sagde, for hun syntes godt nok han snakkede langsomt. Og han tænkte langsomt. Hvordan kunne han undgå at forstå den forklaring hun lige havde givet ham? Hun gav langsomt slip på ham, og bed i sin læbe, mens hun prøvede at få samlet sin hjerne, til at sammensætte en ordentlig forklaring. "Er det et år siden?" Hun så et kort øjeblik en smule fortabt ud, men genvandt hurtigt sit gode humør "Hvor er det vildt du er her! Hvordan fandt de dig?" Hun stoppede op et kort øjeblik, men gav ham ikke tid til at svare. Hun kunne slet ikke vente lige nu, og desuden skyldede hun ham vel en forklaring.

Hun lod tænderne slippe læben, og begyndte en forklaring, som hun selv fandt tøvende, men som i virkeligheden gik ret så hurtigt. "Altså... Jeg vågnede op efter en fest. I sommerhuset. Mine forældres, du ved? Så jeg tog noget champagne fra kælderen, og satte mig ud i bilen. Kan du huske jeg havde en Porsche?" Hun stoppede op et kort øjeblik, mest for at trække vejret og tænke sig kort om. Hvad var det nu der var sket? Sådan helt præcist? Hun var ikke sikker "Jeg var på vej hen til dig, men så ramte jeg er træt. Jeg ved ikke hvad der så skete" Hun forsøgte frustreret at stryge en hånd gennem sit hår, men slog i stedet det håndklæde hun havde haft om håret, ned på gulvet.
Hun sukkede kort, men lod håndklædet ligge. "Jeg vågnede her.. I sygestuen.. De havde taget min telefon.. Og min Dom Perginon" Et skævt smil dukkede op på hendes læber. Hun var vågnet med flere brækkede knogler, men det første hun havde savnet, og havde tænkt på, var sin champagne. Og bagefter sin telefon. Hun smilede trods alt til Nathan, det var umuligt at få hende helt ned når hun var høj. Humørsvingninger var dog ret normale.

[Nathaniel Bennett]

Nathaniel havde næsten lyst til at begynde at skælde hende ud da hun lignede et spørgsmålstegn og spurgte om der virkelig var gået et år, men han stod blot tavs for at tænke den igennem. Han nåede ikke så langt før hun spurgte ham om hvordan de havde fundet ham og svare nåede han heller ikke, for pludselg løb Allisons mund i galop med en ret hurtig forklaring. Han fangede dog godt det hele og han troede på det. Selvom han fandt det meget chokerende.

Bekymring tog over i stedet for skuffelse. Men han vidste at det ville blive svært at få særlig meget forklaring ud af hende, når hun var så høj her, så han lod bare være med at spørge videre. I stedet tog han hendes tidligere spørgsmål på banen. "Jeg ved ikke hvordan de fandt mig. Jeg kom op at slås på Johnny's. Så må jeg vel være faldet i søvn bagefter og så vågnede jeg op her, for en uge siden," sagde han lidt mere roligt og sikkert end før. Okay, det var en løgn at han bare var faldet i søvn. Idioten havde fået overtaget dengang og han kunne huske den højre han havde fået lige i ansigtet. Han var gået ud som et lys, men det skulle Allison aldrig vide!

[Allison Williams]

Nathan var kommet op og slås? Hvorfor sloges han? Det plejede han da ikke at gøre? eller gjorde han? Hendes hjerne havde ikke ret meget lyst til at huske mere end et år tilbage, og man kunne tydeligt se på hende at hun var forvirret. Hun havde hovedpine. Det var som om hun var på vej ned igen, men det faktum at hun var utroligt glad for at se Nathan dækkede lidt over det. "Kom du op og slås? Hvorfor kom du op og slås? Plejede du det? Du ved.. Dengang?" Hun bakkede lidt væk fra ham og dumpede ned på en bænk bag sig. Hun snakkede en anelse lavere, men stadig temmelig hurtigt.
Hun prøvede stadig at huske langt nok tilbage, men kunne ikke tvinge sin hjerne til at arbejde. Ikke lige nu. Det gjorde ondt.
Hendes arm var begyndt at klø, og hun kløede heftigt i armen, med det resultat at skabe en lang række af højrøde mærker ned over armen. Der gik lidt tid før det gik op for hende at hun var ved at kradse det hele til blods, og hun begyndte i stedet at gnide sin håndflade fast ned over området.

Hun smilede op til Nathan, mens hun prøvede at få det til at holde op med at klø "Troede du at jeg var stukket af?" Hun så alvorlig ud, men havde stadig den glade underlægning i sin stemme. Heldigvis snakkede hun en smule langsommere nu. Det gjorde hende mere forståelig. Hun så kort væk fra Nathan og hen på tøjet der lå lidt væk. Hun var begyndt at fryse. Hendes blik blev igen fjernet fra tøjet, og hun så hurtigt hen på Nathan ikke. Som om hun var bange for at han skulle forsvinde, hvis hun så væk for længe.

[Nathaniel Bennett]

Allisons spørgsmål kom lidt bag på ham. Nathaniel havde tit været oppe at slås. Meget tit. Engang havde han stukket en idiot én på kassen, da han havde kaldt Allison for ting, som han ikke brød sig om at hun blev kaldt. Det var blevet til en stor slåskamp, ja, men han havde været så skide stædig at det var endt med at han havde vundet. Godt nok sad han senere og havde det som om at han havde brækket en masse ting i kroppen og han var også endte med at måtte få nogle sammenlapninger. Men han havde taget det med løftet hoved, for han havde beskyttet sin vens ære og havde hævnet sig på røvhullet. At hun ikke kunne huske noget så stort var chokerende og han stod i starten og så på hende som om hun havde sagt at hun da godt kunne drikke hans discountøl. Det ville hun aldrig have sagt, men det her var næsten lige så chokerende.

"Ja! Selvfølgelig slås jeg. Jeg tævede én der ville give mig tæv. Længere forklaring, som alligevel ikke kan huske," sagde han stille men alligevel lettere frustreret. Han stod der med de sygeste abstinenser og en ven som enten ikke kunne huske at han var pisse stolt over både sig selv om sine venner, eller også løj. Han var ret sikker på at hun ikke løj, nej, det hørte fortiden til. Det kunne ikke være blevet sådan igen, bare fordi hun havde været væk i et år.
Så kom spørgsmålet. Om han troede hun var stukket af. Det havde han troet, ja. Men nu var den teori ude af verden, efter hendes forklaring. Hun var her. Alligevel så han sig nødsaget til at svare. Han gik hen og satte sig ved siden af sine og sukkede lavt. "Jeg troede du var stukket af, ja. Eller at jeg havde sagt noget forkert og du var blevet vred."
Dette var en mere alvorlig side af Nathaniel og han var ikke engang selv klar over hvordan han kunne finde på at sidde og snakke så alvorligt om det.

[Allison Williams]

Allison havde svært ved at forstå hvorfor Nathan så på hende som om hun var et spøgelse. Kunne det være fordi hun næsten ikke have noget på? Nej. det var ikke det. For han havde opført sig normalt indtil hun havde spurgt, om han plejede at slås. Mon ikke det var derfor. Hun kunne stadig ikke forstå hvad der var galt, så hun prøvede at lade som ingenting, indtil han så normalt på hende igen. Men hun følte sig en lille smule beklemt. Som om hun var et barn der havde gjort noget forkert, eller som om hun havde stillet et ekstremt dumt spørgsmål. Hun hadede den følelse.
Det chokerede udtryk forsvandt heldigvis efter han havde svaret hende, i hvert fald nok til at hun kunne overse det. Det blev alt sammen meget nemmere da han satte sig ned ved siden af hende. Både fordi det virkede som om han kom sig over sit chok, men også fordi hun bedre kunne lide ikke at stå fuldstændig ansigt til ansigt og tale.

Hun lænede sig op mod Nathans skulder, uden egentlig at tænke nærmere over det. Det var bare rart, lige i det øjeblik. "Du ved da godt jeg ikke bliver ved med at være vred" Hun trak lidt på smilebåndet. Det var ikke sjældent hun blev vred, men når man var så god en ven som Nathan, skulle man ikke vente alt for længe før hun tilgav. Forudsat at man undskyldte, selvfølgelig, og Nathan undskyldte for det meste. I hvert fald når han vidste hvad han havde gjort.
Da der igen var faldet ro over dem, kunne Allison mærke at han rystede. Eller i hvert fald at hans skulder rystede. Hun smilede en lille smule og aede forsigtigt hans ene hånd "Du er tørstig, ikke?" Hun rettede sig op igen, og drejede sig en smule for at se på ham.

[Nathaniel Bennett]

Sommerfugle var det første Nathaniel lige kunne tænke på, da Allison lænte sig op af ham. Hendes berøring fik hans mave til at gå amok med dem og han fandt det pludselig meget at sidde stille. Han havde lyst til at tage fat om hende og gøre ting - som hun sikkert ikke ville acceptere, så han holdt sit hoved koldt og satte sig til at pille ved et stykke lyst tråd i et hul i sine bukser for at holde sine hænder beskæftigede.

Selvfølgelig skulle hun røre hans ene hånd. Selvfølgelig skulle der komme flere billeder i hans hoved af de to sammen. Og andre billeder af hvordan hun afslog ham, hvis han nogensinde skulle finde på at fortælle hvor fucking meget han ville have hende og hvor meget hun bare satte følelser i gang. Meget specielle følelser, som han ikke kunne reagere på, fordi han ikke turde. Han havde lyst til at gribe fat i hendes hånd, men nægtede på samme tid. Måske var det bare abstinenserne... "Nej, jeg mener.. Jo," sagde han en smule åndsfraværende. Han rystede lidt på hovedet og smed billederne i sindet langt bagud. "Fucking meget, jo."

[Allison Williams]

"Så synes jeg vi skal skaffe dig en discount øl... Når jeg lige har fået noget tøj på" Med et let klap på Nathan lår, rejste Allison sig igen op, og gik hen til bunken af tøj. Det tog hende ikke lang tid at klæde sig på, for hun skulle ikke i andet end to lange trøjer, en sort nederst og en hvid øverst. Et par selvsiddende sorte nylonstrømper, og gråblå skovmandsskjorte, som hun ikke knappede, men som bare hang løst på hendes skuldre. Prikken over i'et var naturligvis et par sorte stiletter, som hjalp hende op i en fornuftig højde. Omkring 10 cm. under Nathaniels, han var vel ikke voldsomt høj for en dreng, mens Allison havde en mere gennemsnitlig højde. Der var stiletterne gode, det hjalp dem til at komme i øjenhøjde.

Da hun havde klædt sig på, og brugt lidt tid på at få sit hår til at se normalt ud, samlede hun sit træningstøj og et våde håndklæde op, og proppede det ned i en taske. Heldigvis havde hun tænkt langt nok til at pakke det hele ned i en taske. Ellers havde det godt nok været noget besværligt at skulle gå en omvej, for at komme hen efter en øl til Nathaniel.
Med lette skridt gik hun tilbage til ham, og tog ham i hånden "Skal vi smutte i køkkenet?" Eftersom han stadig sad ned, havde hun lænet sig til forover for at komme ned i øjenhøjde, og hun smilede til ham, mens der var et let glimt i hendes øjne. Hun var virkelig glad for at se ham igen. Også selv om det var på SPUN, og også selvom hun ikke brød sig om at se ham med abstinenser.

[Nathaniel Bennett]

Nathaniel lyste op i et smil da hun nævnte discountøl og nu fik han bare endnu mere lyst til det. Et klap på hans lår, sendte isninger ned ad nakken på ham. Den gode slags vel og mærket. Han så lidt ned mod gulvet og skævede et par gange op til hende, mens hun tog tøj på. Hun så så forbandet fræk ud når hun kun havde undertøj på! Han var glad for at han brugte bukser hvor man ikke kunne se, hvis han var meget lystig, for ellers ville han være i en rigtig dårlig situation. Specielt hvis hun kom til at kigge.

Efter et stykke tid havde hun al tøjet på og gik hen til ham. Han sad stadig ned fordi han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv, men for helvede. Hvilken mand kunne stå og se på en halvnøgen kvinde som han var forelsket i UDEN at føle sig i en akavet position?! Så skulle hun også lige læne sig fremover og tage hans hånd og gøre det hele endnu mere akavet og han nikkede til hendes spørgsmål. "Ja, og drikke masser af discount øl," svarede han en smule tørt i et forsøg på at lyde lidt sjov. Han rejste sig og med hendes hånd i sin gik de fra omklædningsrummet.

//Out

[Allison Williams]

Allison gik ud fra rummet med Nathan, mens hun slog en latter op "Mig? Discount? Hvad fanden tænker du på Nathan?" Det var naturligvis venligt ment, for Allison var udmærket klar over at det kun var ham selv han havde ment skulle drikke discount øl

// Out