Happy, but it's fake.

[Jennifer Pela]

Mørket havde sænket sig en smule over området, men det havde ikke forhindret denne pige i at gå udenfor, bevæge sig ud i mørket, med sin taske over skulderen, en slidt taske, som hun sikkert havde haft i mere end et år, og som altid blev brugt. Det var man ikke i tvivl om, når man så den. Hendes hår var hverken flettet, eller sat i en hestehale idag, faktisk hang det lange hår bare løst, og gik hende næsten ned til røven. Det blonde hår, som var halv brunt og halv blond for tiden. Hun skuttede sig kort for kulden, og satte farten op, inden hun så stoppede op, ved et bestemt sted i haven, hvor der var lidt læ. Så lod hun tasken glide ned fra skulderen, og den landede på jorden med et bump, det samme gjorde Jennifer lidt efter. Hun hev en ting op af sin taske, først noget man troede var forbudt, men det var skam blot en pakke chokolade, helt almindeligt billigt chokolade, som faktisk smagte fint. Hun trak derefter noget hemmeligt, noget hun skjulte op. En pose med piller. Og derefter en dåse cult. Uskyldigt? Nej. Hun sukkede, rystede svagt af lysten til bare at forsvinde ind i sit rus, og bare, føle at hun havde styr på tingene igen. Selvom hun ikke havde styr på noget som helst, det havde SPUN spoleret, ved at tage hende væk fra alt velkendt, og trygt og placeret hende på det her lorte sted. Hun var deprimeret, og pisse irriteret over at være her, og der var knap gået fire dage. Hun åbnede posen, hældte to piller op i hånden, hendes øjne kunne sammenlignes med julelys, idet hun lod dem hvile i sin hånd, selvom hendes krop hungrede for at mærke virkningen af det rus der ville løbe gennem hendes krop. Hun åbnede sin cult, lod nakken glide en smule tilbage, og puttede så pillerne i munden, hvorefter hun blot kylede dem ned med sin cult. Hun grinede muntert, idet hun få minutter senere, begyndte at mærke følelsen. Hendes træthed forsvandt, og hun blev mere energisk, rastløst, og ikke mindst følte hun trang til at være sammen med andre mennesker. Hun begyndte at tromme på sine lår, og pakkede så pillerne væk, mens hendes pupiller havde udviddet sig. Hun rejste sig op, og begyndte at gå lidt rundt, uden noget egentligt formål, og tankerne i hendes hoved, var som et heppekor, der blev ved med at gentage, at hun var den bedste, at hun var den klogeste, og at intet pressede, alting kunne vente på hende, for det var hende der var den vigtige, og hende der var brug for. Hendes selvtillid bakkede hende op, som en indre falsk stemme, som kun eksisterede, når hun var på speed. Når hun blev speeded op. Og når dette stod på, blev hun ikke ligefrem deprimeret, nærmere hyper, medmindre ... Bivirkningerne dukkede op.

[Cristobal Cox]

SPUN. Fucking SPUN. Cristobal havde været der i godt et halvt år, og han havde stadig ikke vænnet sig til det. Var det noget fucking lort, og han var røvtræt af at gå i det samme miljø dag ud og dag ind. Kun ansigterne forandrede sig, men alligevel var de alle så godt som de samme. Den ene junkie efter den anden, og han var blot en blandt mange. Alene ud fra de tanker, der fløj omkring i hans hoved, var det klart, at Cristobal Cox ikke ligefrem var på toppen rent humørmæssigt. Han var for gud ved hvilken gang begyndt på sit eget evighedsprojekt om at blive ’clean’, og han havde nu været det i fem dage. Det var mest af alt en kamp for ikke at skulle sætte endnu en hånende streg på det papir, han havde hængende hjemme på sin væg. For at få tankerne væk fra det, der trak i ham som en modsatrettet magnetpol, havde han valgt at bevæge sig uden for. Det var ved at blive mørkt, men varmen var ikke gået samme vej som lyset, hvorfor Cristobal heller ikke var iklædt andet end en gammel, gråmeleret sweatshirt og de sædvanlige slidte jeans. En af fordelene ved stedet var, at han i hvert fald ikke var den eneste taber der. Nej, han burde virkelig forsøge at tvinge sig selv til at have nogle mere positive tanker, hvis det overhovedet skulle holde bare et par dage mere.

Med hænderne stukket i lommerne på sweateren kom han traskende ned ad stien og ned mod haven. Han var vokset op i byen og havde faktisk aldrig været uden for Detroits bygrænse. Derfor havde han nok også et noget mærkværdigt forhold til naturen, for han havde aldrig boltret sig i skovbunden og hvad det nu ellers var for noget fis, man lavede, når man var ’barn af naturen’. Hans udendørsliv havde kun inkluderet spadsereture i parken og så de gange, han havde gemt sig der for at undslippe sin mors dårlige perioder. Derfor repræsenterede haven for ham også en form for tilflugtssted. Mange ville nok ikke have stillet sig tilfreds med så begrænset et areal, hvis det skulle betegnes som et sådant, men det var vel en af fordelene ved at være vokset op i et betonhelvede. Han forsøgte at indsnuse den luft, han bildte sig ind skulle være forfriskende, men mærkede ikke nogen umiddelbar effekt, hvorfor han blot rystede på hovedet og forsøgte at skubbe visheden om den begyndende rysten til side. Det var altid hænderne, der startede, og han knyttede dem derfor hårdere i lommerne.

På grund af mørket gik der en rum tid, inden det gik op for ham, at han ikke var helt alene i sit udvalgte område i haven. Han havde søgt læ for at undgå den vind, han alligevel måtte konstatere var noget køligere, end han lige havde regnet med. Han var opslugt af tanker, og opdagede derfor først den lyshårede … eller … semilyshårede skikkelse, da han nærmest stod lige over for hende. Brat stoppede han op for ikke ligefrem at støde ind i hende som resultat af hans egen uopmærksomhed. ”Err … Sorry,” lød det fra ham, idet han kort knep øjnene en smule sammen for at se hende an. Hun lignede ikke umiddelbart en, han havde set før, og han antog således, at hun var et af ’de nye ansigter’. ”Lost in thoughts ya know,” forklarede han med en illustrerende gestus ud fra sin pande. ”So … got a name?” Spørgsmålet afslørede på ingen måde hans store had for trivialiteter, og han måtte næremst hade sig selv for det. "Ain't seen ya around before."

[Jennifer Pela]

Hun var begyndt at føle sig rastløs. Hun manglede noget at lave nu, nu hvor hendes aften ikke skulle gå med at græde, fordi hun havde et fucked up liv. Det havde hun jo sådan set stadigvæk, men det forsvandt bare lidt, når hun tog sit elskede Speed. Og, hun gik egentlig bare lidt rundt, med sanser der var mindre gode. Hun ville nok ikke rigtigt opdage det, hvis andre mennesker dukkede op. Det var nok også lige præcis, grunden til at hun var endt her. Hun havde ikke set dem, før de havde været over hende, og de andre. Mens, hun bare tænkte, og følte sig høj, brød en stemme pludselig ind i hendes tanker. En stemme, der fik hende til at vende en smule tilbage til den virkelige verden. Og, sagde han lige undskyld? Undskyld for hvad dog? Havde han taget noget fra hendes taske, eller hvad? Hun rynkede panden, mens hun så en anelse mistænksomt på ham. En af ulemperne, ved at være på stoffer var, at hun blev meget mere aggresiv end ellers. Og med hendes temperament, kunne det hurtigt gå grueligt galt, hvis man trykkede på den forkerte knap. "I know the feeling," brummede hun som svar til det han sagde, nikkede kort for hovedet en gang, lagde så hovedet en anelse på skrå. Hun havde ikke set ham før, men han var da en ganske køn fyr? Hun trommede lidt med fingrene på sit lår, var en smule rastløs. Og, da han så spurgte om hun havde et navn, hævede hun øjenbrynene. "The Name is Jennifer. But, please.. Give me a nickname. And you, stranger?" svarede hun ham så, mens hun skiftede vægten over til det andet ben. Hendes pupiller var store, et tegn på at hun ikke var clean lige i øjeblikket. Hun fugtede sine tørre læber, og så så tilbage på drengen.